Politik

Kommune vil lave rockerborg om til vendeplads

Satudarahs anske afdeling holder i aften fest i bagsværd Polfoto

En rockerborg på Laurentsvej i Bagsværd har siden november været en torn i øjet på beboere og kommunalpolitikere i Gladsaxe Kommune. Nu har kommunen besluttet, at der skal være en vendeplads for lastbiler på adressen

- Vi er ved at byforny hele området dernede og vi har længe haft planer om at ekspropriere grunden med rockerborgen. Det har intet at gøre med, at der ligger en rockerborg på adressen, men jeg er da glad for, at de kommer væk nu, siger Ole Skrald Rasmussen, der er formand for Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune, til tv2.dk.

Ejeren af adressen Laurenstvej 34 har nu fire uger til at indgive en klage over kommunens beslutning. Kommer klagen, kan der gå op til et halvt år, før der kommer en endelig afgørelse i sagen, vurderer Ole Skrald Rasmussen.

- Vi har haft beslutningen i nabo-høring og der var kun én, der stemte imod. Og det var ikke adressens ejer, men børnehaven, der frygtede mere trafik på vejen, forklarer Ole Skrald Rasmussen.

Det er de hollandske rockere i Satudarah, der indtil nu har boet i rockerborgen. Satudarah har slået sig sammen med den lokale bande i Bagsværd, der kalder sig Værebros Hårde Kerne, VHK, men også andre rockergrupper har vist deres ansigt i det nye klubhus.

Ejendommen, der både står opført som beboelses- og forretningsejendom blev solgt den 7. juni 2011 til knap to millioner kroner. Ejeren ”N” er 32 år og bliver beskrevet som lederen af VHK.

Kommunen har bebudet, at den vil gøre alt inden for lovens rammer for at forhindre rockerne i at slå sig ned i Gladsaxe Kommune.

Vi vil ikke have rockere i Gladsaxe Kommune, og vi vender hver en sten for at gøre livet surt for dem og finde måder at slippe af med dem på, sagde borgmester Karin Søjberg Holst (S) i november.