Politik

Ekspert: Overvågning af topmøde kan være spionage

Afhængig af, hvordan det er foregået, kan det være spionage, hvis den amerikanske efterretningstjeneste NSA har overvåget klima-topmødet i Danmark i 2009.

Det siger professor i strafferet Jørn Vestergaard, Københavns Universitet, til TV 2, efter at dagbladet Information i dag afslører et nyt læk fra NSA-whistlebloweren Edward Snowden.

NSA beskæftiger sig med elektronisk overvågning og i dokumentet fastslår NSA ifølge Information, at tjenesten har overvåget en række centrale lande op til COP15 i Danmark - og vil fortsætte med at gøre det under forhandlingerne om en ny klimaaftale på dansk grund.

- Som udgangspunkt er det sådan, at man må ikke skaffe sig adgang til andres elektroniske data eller kommunikation, og så er det sådan set ligegyldigt, hvem der gør det. Hvis det er en dansker , der gør det i  Danmark, er der ikke nogen tvivl, og hvis det er en udenlandsk efterretningstjeneste, så bliver det sådan set ikke anderledes af den grund.Det, der er strafbart, er stafbart for alle og enhver, siger Jørn Vestergaard til TV 2.

Han har læst det dokument, som er lækket fra Edward Showden til Information. Skåret ind til benet siger han om de mulige aktiviteter under klima-topmødet:

- Det er nærliggende at forestille sig, at der er tale om en overtrædelse af den grove spionage-bestemmelse, altså straffelovens paragraf107, der handler om at skaffe sig adgang til oplysninger, der skal holdes hemmelige af hensyn til danske stats- og samfundsinteresser, siger Jørn Vestergaard.

- Og under alle omstændigheder er der meget, der tyder på ,at der også at tale om en overtrædelse af de almindelige bestemmelser i straffeloven om at skaffe sig adgang til andres data og kommunikation, siger professoren i strafferet.

Det lækkede dokument omtaler ikke, hvordan overvågningen skal være foregået under COP15 - eller om den er blevet gennemført. Dets ægthed har ikke kunnet bekræftes.

Tidligere Snowden-lækager har dog indikeret, at NSA er i stand til at overvåge mobiltelefoner fra statsledere, og at dets britiske samarbejdspartner læste og lyttede med på mail og telefonsamtaler under G20-mødet i London i 2009, og at noget lignende skal være sket til G20 i Canada i 2010 og under en tidligere klimakonference på Bali i 2007.

Dokumentet er dateret samme dag, som klima-topmødet går i gang i december 2009. Her bedyrer NSA ifølge Information, at man 'vil fortsætte med at forsyne beslutningstagere med enestående, betimelige og værdifulde indblik i nøglelandes forberedelser og mål for konferencen' og tilføjer lidt senere:

- Mens udfaldet af klima-topmødet i København forbliver uvist, vil signalefterretninger ('signal intelligence', elektronisk indhentning af kommunikation, red.) utvivlsomt spille en betydningsfuld rolle i at holde vores forhandlere så godt orienteret som muligt under den to uger lange begivenhed.

Ifølge professor Jørn Vestergaard mangler der nogle brikker i puslespillet, før lovligheden endeligt kan vurderes.

- Jeg kan ikke sige med 100 pct. sikkerhed (at det er ulovligt, red). Det afhænger af, hvordan og hvornår og af hvem, de her forhold er begået. Er det inde i Bella Center, er det noget, der er begået udenfor, er der nogen, der har tappet kabler, sendemaster – hvordan er det foregået? siger Jørn Vestergaard, der opfordrer landets retsordførere til at grave sagen ud.

- Der kan være en række juridiske spørgsmål, som kun kan besvares, hvis man kender mere til, hvordan det er foregået.Så der er sådan set nok for Folketingets kvikkeste retsordførere at spørge justitsministeren om - f.eks. under hvilke omstændigheder, de her forhold vil være dækket af dansk strafferet, siger Jørn Vestergaard.

Strafferammen for spionage uden for krigstid er 16 år i Danmark.