Politik

Corydon afviser Dong-forhandlinger med pensionskasser

Finansminister Bjarne Corydon vil senere i dag meddele repræsentanterne fra en række danske pensionskasser, at han ikke ønsker at indlede nye forhandlinger om salg af Dong-aktier.

Det erfarer TV 2.

En gruppe fagforeningsformænd, der repræsenterer fire store danske pensionskasser, tilbød søndag aften pr. mail finansministeren at ”matche” tilbuddet fra Goldman Sachs, og at de var villige til at forhandle i ”allerhøjeste tempo.”

Finansminister Bjarne Corydon har kaldt henvendelsen "useriøs" og vil altså senere i dag afvise de fires tilbud formelt.

Aftale vedtages i denne uge

Aftalen om salget af en stor aktiepost i det statslige energiselskab Dong Energy til amerikanske Goldman Sachs har medført massiv kritik. Tidligere statsminister Poul Nyrup har eksempelvis kaldt aftalen for en katastrofe.

Salget skal formelt set vedtages af Folketingets finansudvalg på torsdag - regeringen, Venstre og de Konservative har meddelt, at de stemmer for.

I morgen, tirsdag, er Bjarne Corydon kaldt i samråd for at svare på spørgsmål om aftalen. Mere end 150.000 har skrevet under på en online underskriftsindsamling, der protesterer mod salget til den omdiskuterede investeringsbank.