Politik

Corydon modsiger Nyrup: Derfor er Dong-salg nødvendigt

Trods markant kritik står finansminister Bjarne Corydon fast: Det er en god ide at sælge en stor del af aktierne i det statslige energiselskab Dong til den omdiskuterede investeringsbank Goldman Sachs.

- Jeg tror det er vigtigt at holde fast i realiteterne. Jeg forstår godt, at man efter en finanskrise har en debat om nogle af de her bankers adfærd. Den har jeg også selv ført. Vi skal bare sørge for samtidig at opføre os klogt og ordentligt og se i øjnene, at de problemer, der skal løses, skal løses. Dong var i en situation, hvor man ikke kunne have ført den her plan ud i livet, uden at få skudt kapital ind. Det må vi forholde os til, siger Bjarne Corydon til TV 2 News.

Blandt andet den forhenværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup langer kraftigt ud efter aftalen, der betyder at Goldman Sachs skyder omkring otte milliarder kroner i Dong mod til gengæld få 19 procent af aktierne og samt en række veto-rettigheder.

Poul Nyrup kalder i dagens udgave af Politiken aftale for en ”katastrofe”. Den udlægning afviser finansministeren.

- Det handler om, hvilke betingelser de skyder kapital ind på. Og de (Goldman Sachs, red.) er villige til at tage en del af den risiko, vi ellers som land skulle have påtaget os. Det Dong vil gøre de kommende år er at investere meget massivt i havvindmølleparker. Det er en god ide, det er grønt og skaber arbejdspladser. Men det er ikke uden risiko, og jeg er finansminister og repræsenterer hele landet. Og jeg skal forsøge at optræde så ordentligt, klogt og forsigtigt som muligt, i forhold til at vi ikke taber penge ved at opføre os letsindigt.