Politik

Hele verden griner af Thorning og Obamas selfie

Sådan så det ud, da de tre statsledere ville forevige sig selv i Johannesburg.  Scanpix

Hvis Helle Thorning-Schmidt har gået med en drøm i maven om at blive kendt over hele verden, så må man sige, at hun er kommet lidt tættere på i dag.

Under dagens mindeceremoni for Nelson Mandela i Johannesburg besluttede hun sig nemlig for sammen med Barack Obama og David Cameron at tage et selvportræt med mobilen - en såkaldt selfie. Og den situation har nu skabt opsigt over hele verden.

Selv om man skulle tro, at Helle Thorning-Schmidt allerede var rigelig kendt som følge af sit job som statsminister, så er det tilsyneladende ikke tilfældet.

I hvert fald var det først lang tid efter, at billedet bredte sig som en steppebrand på de sociale medier, at folk blev klar over, hvem den danske statsminister overhovedet var. 

Til at begynde med bragte flere amerikanske medier således billedet på Twitter, men henviste til kvinden imellem Barack Obama og David Cameron - altså Helle Thorning-Schmidt - som en ukendt embedsmand.

Det blev der dog senere rådet bod på, efter at kvikke Twitter-brugere genkendte den danske statsminister.

Brugerne på Twitter og Facebook lægger desuden mærke til - og morer sig over - at Barack Obamas kone - Michelle Obama - på ingen måde ser ud til at more sig over de tre statsledere.

Britiske Daily Mails hjemmeside har i skrivende stund historien på toppen af forsiden under overskriften "Er det VIRKELIG det bedste tidspunkt at tage et selfie?"

Huffington Post, USA Today, CNN, Mashable og Fox News har også opdaget det morsomme foto.