Politik

Fagbevægelsen: Det er brandærgerligt

Regeringen har tirsdag aften indgået finanslovsaftale med Venstre og De Konservative. Dermed er Enhedslisten ude i finanslovskulden. Og det ærgrer fagbevægelsen - blandt andet fordi planerne om det forhøjede medlemsfradrag til a-kasserne dermed er droppet.

- Det er brandærgerligt, at det ikke blev et forlig med Enhedslisten. Et forlig med dem, ville have betydet et forlig som kunne have været godt for velfærden, men nu er det desværre endt med at velfærden er gået fløjten i forhold til erhvervslivet, siger FOAs formand Dennis Kristensen til tv2.dk.

Heller ikke hos FTF vækker den melding glæde.

- Det har jo en stor betydning for et velfungerende arbejdsmarked, at have folk, der melder sig hos fagforeningerne. Derfor er det uforståeligt for mig, at man ikke har kunnet bøje sig mod hinanden og få lavet en aftale med Enhedslisten, siger FTFs formand, Bente Sorgenfrey.

Ikke engang aftalen om, at Regeringen og VK vil bruge 1,3 milliarder kroner til et højere beskæftigelsesfradrag, kan sætte et plaster på såret.

- Det er godt for de, der er på arbejdsmarkedet, men ikke godt for de, der står uden for, konstaterer Dennis Kristensen over for tv2.dk.