Politik

Corydon trækker i land: Jeg var uklar om social dumpning

Finansminister Bjarne Corydon (S) er på tilbagetog efter hård kritik fra egne rækker.

I sagen om indførelsen af såkaldt kædeansvar i byggeriet, siger finansministeren nu, at EU-retten ikke forhindrer kædeansvar, som binder ansvaret for underentreprenører i byggeriet hos hovedentreprenøren.

Corydon har ellers hidtil hævdet, at kædeansvar er ”uforeneligt med EU-retten og hensynet til dansk økonomi og konkurrenceevne”.

Men nu erkender Bjarne Corydon, at han tog fejl:

- Der har været en misforståelse, og det må jeg så tage på min kappe. Det er ikke sådan, at EU-retten forhindrer kædeansvar, siger Bjarne Corydon nu til tv2.dk.

Regeringen har mødt hård kritik for modstanden mod kædeansvar fra både egne rækker, DSU og fagbevægelsen, ligesom en række socialdemokratiske kandidater fører kommunalvalgkamp på spørgsmålet.

Kritikken af regeringen har været særlig hård, fordi Bjarne Corydon og statsminister Helle Thorning-Schmidt tidligere har været varme fortalere for netop kædeansvar.

Trods tilbagetoget på spørgsmålet om EU-retten fastholder finansministeren, at kædeansvar i byggeriet ikke indgår i regeringens planer.

- Jeg har måske været uklar om, at EU-retten skulle forhindre at indføre kædeansvar. Det er ikke tilfældet.

Men du har jo selv været fortaler for det?

- Det hænger sådan sammen, at vi ønsker at forhindre social dumping, og så har vi en konkret drøftelse med Enhedslisten om, hvordan vi bedst løser det, siger Bjarne Corydon.