Politik

Løkke: Har brugt 3000 kroner på minibar og tøjrens

Under sine 15 rejser som formand for GGGI har Løkke brugt omkring 3000 kroner på eksempelvis roomservice.

Omkring 3000 kroner. Det har Venstres og klimaorganisationen GGGI's formand, Lars Løkke Rasmussen, brugt på eksempelvis roomservice og skjortevask under sine hotelophold som formand for GGGI.

Det fortæller han på et pressemøde søndag, hvor han lægger sine rejsebilag frem.

- Det drejer sig om cirka 3000 kroner, eller hvad der svarer til et par hundrede kroner per rejse. Det er for roomservice, minibar, skjortevask, tøjrens, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han forklarer samtidig, at de private udgifter er modregnet i de diæter på omkring 500 kroner om dagen, som Lars Løkke Rasmussen har modtaget.

De diæter vil i øvrigt - understreger Venstre-formanden - fremover være "meget mindre".

- Ved en administrativ fejl er det ikke blevet sat i værk, så ved en fejl har jeg fået udbetalt knap 4500 kroner i diæter sidste måned. Det bliver der rettet op på, fortæller Lars Løkke Rasmussen.

Ud over de personlige udgifter oplyser Venstres statsministerkandidat, at han ved syv-otte "repræsentationsarrangementer" har haft udgifter for 16.000-17.000 kroner - svarende til 700-800 kroner for mad og drikkevarer per næse ved arrangementerne, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Denne repræsentation er en naturlig del af de forpligtelser, der følger med, lyder det.

Lars Løkke Rasmussen mener, at disse arrangementer har været med til både at styrke GGGI og Danmark udadtil.

I perioden juni 2012 til september 2013 har Lars Løkke Rasmussen fløjet 9 gange på first class og to gange på business class i sin egenskab af formand for GGGI. Billetterne kostede samlet omkring 770.000 kroner.

Overblik: Løkkes rejsesag

Venstres formand og statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen, er kommet i modvind, efter at det er kommet frem, at han har rejst luksuriøst i forbindelse med sit job for klimaorganisationen GGGI, som støttes af danske bistandskroner.

Her er et hurtigt overblik over sagen:

* Maj 2012: Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, udnævnes officielt til bestyrelsesformand for den internationale klimaorganisation GGGI.

* GGGI modtager 90 millioner danske skattekroner, der blandt andet skal gå til at fremme grøn vækst i fattige lande.

* Lørdag den 5. oktober i år afslører Ekstra Bladet, at Løkke har spenderet mere end én million kroner på 15 rejser for GGGI .

* På de fleste af rejserne har Løkke ladet sig transportere på luftfartens ypperste niveau, første klasse.

* Lars Løkke har forklaret, at han har "rejst efter de retningslinjer, der var" i GGGI.

* Han har også understreget, at han fra august og fremover - og med det, han kalder "tilbagevirkende kraft" - vil rejse på businessclass i stedet for på første klasse.

* Efterfølgende er det kommet frem, at de lukrative rejseregler blev nedfældet i et memorandum fra GGGI, dateret den 27. december 2012 (flere måneder inde i Løkkes formandskab, red.).

* Memorandumet lægger desuden op til, at reglerne blev bragt i anvendelse tre uger senere - fra den 17. januar 2013.

* 13. oktober skriver Lars Løkke Rasmussen et brev til Venstres medlemmer, hvor han siger, at han burde have ændret reglerne tidligere.

* Flere af Folketingets partier kræver, at Venstre-formanden lægger alle sine rejsebilag frem, så det tydeliggøres, hvad pengene er blevet brugt på. Samtidig har Venstre-folk hævdet, at det ikke kan lade sig gøre på grund af GGGI's åbenhedsregler.

* 14. oktober oplyser Udenrigsministeriet, at der ikke er nogen "regler eller særlige hensyn, der forhindrer formanden for GGGI i at bede om at få sine rejsebilag lagt frem".

* 15. oktober skriver Løkke på Facebook, at han vil lægge sine rejsebilag frem under et pressemøde søndag 20. oktober.

* 17. oktober kræver udviklingsminister Christian Friis Bach en grundig redegørelse af sagen.

* 18. oktober dukker en rapport op fra Sydkoreas rigsrevision, som udtrykker stor kritik af GGGI med beviser på bl.a. korruption og misbrug af støttekroner.

* 19. oktober viser det sig, at Løkke ikke ved, hvor mange penge han har modtaget i løn fra GGGI.

* 20. oktober holder Løkke pressemøde sammen med GGGIs direktør Howard Bamsey klokken 13.