Usædvanligt at Sass dumpede sikkerhedstjek

Det hører i allerhøjeste grad til sjældenhederne, at en toppolitiker må droppe drømmene om at blive minister, fordi han eller hun ikke bliver godkendt i et sikkerhedstjek.

"Det er meget usædvanligt," siger TV 2's Niels Brinch, som i en årrække har dækket sikkerheds- og kriminalstof.

"Jeg kan ikke erindre, at det er sket før overhovedet."

I dag kom det frem, at socialdemokraten Henrik Sass Larsen har dumpet sikkerhedstjekket, som han skal igennem for at kunne få en ministerpost.

Er personen troværdig?

"Det er meget alvorligt, for det er et meget, meget vigtigt job han tilsyneladende skulle have - og det er også rimeligt vidtgående, at en person som Henrik Sass Larsen ikke kan få en sikkerhedsvurdering, som han jo skal have for at kunne modtage de informationer, han ville kunne komme til at modtage."

Politiets Efterretningstjeneste, der udfører sikkerhedstjekket for Statsministeriet, kan komme vidt omkring i forbindelse med en sikkerhedsanalyse, fortæller Niels Brinch.

"Det drejer sig om, om man er en troværdig person og/eller om man kan påvirkes af nogle andre til at foretage sig noget, som ville overtræde den tavspligt, man underskriver, når man bliver sikkerhedsgodkendt," siger han.

Kan tjekke bankkonti og registre

Og der er flere forskellige niveauer af kontrol.

"Alt efter, hvor følsomt materiale, man skal modtage og sagsbehandle så bliver man så clearet i forhold til det niveau," siger Niels Brinch.

"Det kan være alt fra, at PET slår op i kriminalregistret og ser om personen har fået en bøde eller har overtrådt straffeloven elle noget andet - og så kan det være en forholdsvis dybdegående personundersøgelse, hvor man går til skat, man går til bankkonti, man går til gamle arbejdsgivere og man går til bekendte, referencepersoner og så videre."