Politik

Politiker: Smid sko efter Pia K.

Den radikale folketingskandidat, Linda Kristiansen, opfordrer nu danskere til at kaste sko efter Pia Kjærsgaard.

Det skriver Dagbladet Roskilde.

På Linda Kristiansens hjemmeside, kan man i et computerspil snige sig ind på Pia Kjærsgaard for at kaste sine sko i hovedet på hende.

Spillet er ifølge Linda Kristiansen en morsom provokation, som hun dog også håber "vil sætte gang i debatten om den danske udlændingepolitik".

Hun ser ikke noget problem i, at spillet lægger op til at kaste sko efter en politiker, der har modtaget adskillige trusler og som tidligere er blevet bombarderet med æg på Nørrebro i København.

Opfordring til vold

Det gør til gengæld Dansk Folkepartis Søren Espersen, der kalder spillet fuldstændig uacceptabelt.

"Selv om det er et spil, så er og bliver det en opfordring til vold. Hvis vores kandidater havde gjort det samme, ville vi have kylet dem ud af partiet omgående. De Radikales partiledelse bør skride ind," siger han til dagbladet.

Formand for Det Radikale Venstre i Sjællands Storkreds, hvor Linda Kristiansen stiller op, Aksel Appel, mener, at spillet er "harmløst".

Pia Kjærsgaard er på nuværende tidspunkt på ferie i Grækenland.