Politik

Løkke vinder ... nej nu vinder Thorning

Torsdag kunne TV 2 og Politiken offentliggøre en meningsmåling fra Megafon, der viser, at blå blok vil vinde, hvis der var valg i dag. Venstre gik 4, 9 procentpoint frem, og hos Venstre glæder de sig over, at danskerne har taget positivt imod Lars Løkke Rasmussens dagsorden fra nytårstalen, hvor han løftede sløret for Venstres planer om at afskaffe efterlønnen.

Men hos rød blok behøver de ikke at være nedtrykte over meningsmålingen fra Megafon.

For en helt ny meningsmåling fra Gallup viser nemlig, at Socialdemokraterne og Helle Thorning står til at rykke ind i statsministeriet.

Og ikke nok med, at Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt står til at blive statsminister med 92 mandater i ryggen. Partiet får i målingen 31,3 procent af stemmerne, hvilket ifølge berlingske.dk er den bedste måling i seks og et halvt år.

Også en meningsmåling fra analyseinstituttet Greens giver valgsejren til Socialdemokraterne.

Og selv om de fleste er klar over, at politik handler om holdninger, og at man ofte har et standpunkt til man får et nyt, så er de to meningsmålinger alligevel så forskellige i deres udfald, at det er værd at undersøge, hvorfor det kan ende så forskelligt.

Artiklen fortsætter under grafikken, hvor du kan se resultat af Megafons meningsmåling.

"Selv den bedste meningsmåling er underkastet en usikkerhed. Der er forskel på hvordan man stiller spørgsmålene, hvordan man behandler de data man indsamler og så har de forskellige meningsmålinger ofte meget lave svarprocenter," forklarer Søren Risbjerg Thomsen, der erprofessor og valgforsker ved institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet til tv2.dk.

Men selv om Megafon har et helt andet resultatet end både Gallup og Greens, så skal man ikke helt vende det blinde øje til.

"Ved sidste valg lavede jeg et gennemsnit af de forskellige meningsmålinger og det er faktisk det resultat der kom tættest på det endelige resultat. Så der er noget sandhed i alle meningsmålinger," siger han.