Politik

Per Ørum bliver Kristendemokrat

VIDEO: Per Ørum Jørgensen: Det havde I nok ikke gættet.

Den tidligere konservative politiker Per Ørum Jørgensen skal fremover repræsentere Kristendemokraterne. Det oplyser han i en pressemeddelelse.

Per Ørum Jørgensen meldte sig den 19. juni ud af Det Konservative Folkeparti. Ifølge ham selv skyldtes bruddet uenighed med partiledelsen om placeringen af det nye supersygehus i Vestjylland samt manglende reformer af velfærdssamfundet. Samtidig oplyste hans vestjyske kredsformand dog, at Per Ørum ikke var blevet genopstillet som kredsens folketingskandidat, hvis han ikke havde trukket sig.

"Jeg har valgt med hjertet. Jeg har haft flere valgmuligheder, men Kristendemokraterne (KD) har været det oplagte valg for mig," siger han i en pressemeddelelse.

Tog orlov efter spritkørsel

Per Ørum Jørgensen har ført flere samtaler med ledelsen i KD, som han fremover repræsenterer som politisk ordfører og såkaldt parlamentarisk leder.

VIDEO: Politik er ikke en købmandsbutik.

"Danmark har brug for et værdifuldt parti som Kristendemokraterne til at genrejse værdidebatten i Danmark, så det intolerante og overfladiske bliver udfordret af ægte danske værdier som næstekærlighed, ansvar og respekt for mennesker, naturen og fællesskabet," siger Per Ørum Jørgensen.

I februar tog han orlov fra Folketinget for at gå i alkoholbehandling, dagen efter at politiet havde stoppet ham for spritkørsel med en promille mellem 1,3 og 1,4

Fakta om Per Ørum Jørgensen

- Per Ørum Jørgensen er født den 9. december 1970

- Han bliver medlem af Folketinget fra den 8. februar 2005 valgt i Ringkøbing amtskreds og blev den 13. november 2007 genvalgt i Vestjyllands Storkreds.

- Han går i alkoholbehandling den 7. februar 2010, efter at politiet lørdag den 6. februar tog ham for spritkørsel med en promille mellem 1,3 og 1,4

- Den 19. april 2010 vender Per Ørum Jørgensen tilbage til Folketinget

- Den 19. maj 2010 forlader Per Ørum Jørgensen Det Konservative Folkeparti - ifølge ham på grund af uenighed med partiledelsen om sygehuse i Vestjylland samt manglende reformer af velfærdssamfundet. Samtidig oplyser hans vestjyske kredsformand, John Sørensen, at Per Ørum Jørgensen ikke var blevet genopstillet som kredsens konservative folketingskandidat, hvis han ikke havde trukket sig

- Den 21. juni 2010 melder Per Ørum Jørgensen sig ind hos Kristendemokraterne, som dermed kommer tilbage i Folketinget for første gang siden 2005