Politik

Lykketoft støtter Rohde

Årsagen til Irak-krigen var masseødelæggelsesvåben. Det står i bemærkningerne til beslutningsforslaget, påpeger tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft.

Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) kalder det "absurd cirkus", at nogen vil have Venstres europaparlamentskandidat Jens Rohde til at trække sine udtalelser om årsagen til Irak-krigen tilbage.

Rohde er kommet i modvind i Venstre, fordi han i en ny bog siger, at menige mennesker havde fået den opfattelse, at masseødelæggelsesvåben var den centrale årsag til krigen i 2003. Senere viste det sig, at den amerikanske præsident, George Bush, havde anført angrebet på Irak på grund af masseødelæggelsesvåben, som ikke fandtes.

Rhode har ret

Ifølge Mogens Lykketoft ved alle, at Rohde har ret.

"Det mest ejendommelige er, at statsministeren vil nedværdige sig til at påstå det modsatte. Alle ved, at Anders Fogh Rasmussen gik i krig af nøjagtig samme grund som George Bush. Og når man læser beslutningsforslaget, fremgår det også fra starten," siger Lykketoft, nuværende udenrigsordfører for Socialdemokraterne.

"Iraks masseødelæggelsesvåben" står omtalt i den første sætning i bemærkningerne til beslutningsforslaget fra 18. marts 2003. At Irak har masseødelæggelsesvåben er udgangspunktet for bemærkningerne. Venstre og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fastholder, at Folketinget - med et lille flertal - traf sin beslutning, fordi Iraks daværende præsident, Saddam Hussein, ikke samarbejdede med FN. Han afviser, at Iraks masseødelæggelsesvåben var årsagen.

Kraftig intern kritik af Rhode

Tidligere politisk ordfører i Venstre, Jens Rohde mødte kraftig intern kritik på grund af udtalelserne i bogen "Vejen til Irak".

"Jeg har aldrig mødt et menigt menneske uden for Christiansborg, som ikke havde opfattelsen, at masseødelæggelsesvåben var den centrale grund til krigen. Det må man jo bare vedstå sig. Vi er nødt til at erkende, at vi i offentligheden skabte et billede af masseødelæggelsesvåben. Hvad der så står i lovteksten bagefter, det er juristeri," sagde Jens Rohde.

  • I bemærkningerne til lovteksten kan han imidlertid finde støtte til sin opfattelse.
  • Senere har Rohde sagt i en pressemeddelelse, at han blev fejlfortolket. Det har Venstres næstformand, finansminister Lars Løkke Rasmussen, erklæret sig tilfreds med.
  • Den Radikale leder, Margrethe Vestager, gentager forslaget om en undersøgelse af grundlaget for Irak-krigen.