Løkke: Flere penge til alle

Både høje og lave indkomster får flere penge til rådighed samlet set efter skattelettelser i 2008 og 2009 og efter genindførelse af SP. Løkke afviser kritik.

Finansminister Lars Løkke Rasmusen (V) afviser økonomers kritik af, at den kommende skattelettelse kombineret med en genindførelse af SP-opsparingen rammer de lavest lønnede hårdest.

"For alle indkomstgrupper vil det være sådan, at råderummet øges, når man ser på den samlede effekt af skattepakken for 2008 og 2009 og SP-bidraget, sagde finansministeren, da han i formiddags fremlagte sit og regeringens forslag til finanslov for 2009.

Danske Banks cheføkonom har ellers kritiseret, at SP-ordningen rammer lavtlønnede hårdest samtidig med, at der ikke er de store summer at hente for de lave indkomster gennem de kommende skattelettelser.

Løkke: Plus 12, minus 5 milliarder

Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger, at husholdningerne samlet set får en skattebesparelse på 12 milliarder kroner næste år, mens genindførelsen af SP'en trækker 5 milliarder den anden vej. Danske Bank har beregnet, at lønmodtagere, der tjener 300.000 kroner og derunder, få færre penge til rådighed i og med, at de får færre penge ud af skattelettelserne.