Politik

Engell: Øretæve til Brian M.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) meddeler sandsynligvis i dag, at Danmark deltager ved OL i Kina. Øretæve til kulturminister Brian Mikkelsen (K), vurderer Hans Engell.

De mange forskellige meldinger om dansk OL-deltagelse ser ud til at få en ende i dag, fordi statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og kulturminister Brian Mikkelsen (K) er kaldt i samråd om OL. Her vil de to meddele, at Danmark deltager ved OL, vurderer politisk kommentator hans Engell.

I går var de to ministre til møde i regeringens koordinationsudvalg, og her blev det angiveligt besluttet, at Danmark deltager ved OL. Samtidig sagde Kulturministeren i gårdsdagens TV 2/Nyheder, at han holdning er at Danmark deltager.

"Fogh vil sende et klart signal i dag, om at Danmark deltager, og meldingen være en øretæve til Kulturministeren," siger Hans Engell.

Kan ikke udskyde beslutningen

Han mener ikke, at det vil være muligt for regeringen at udskyde beslutningen længere. Slingrekursen har været for stor, og Fogh har været irriteret på De Konservative, der tidligt meldte ud, at de ikke vil deltage:

"Det har især været Brian Mikkelsen, der har skabt tvivl, for han stillede et meget firkantet krav om en åbning i forholdet mellem Kina og Tibet," siger Hans Engell og fortsætter:

"Fogh har været død irriteret på De Konservative, over at de har sagt, at man ikke vil deltage. Hans måde at tænke politik på er forsigtig og samtidig har han hensynet til Kronprinsens kandidatur til Den Olympiske Komite."