Pia: For meget hysteri om film

DF formand mener, der er for meget hysteri om den hollandske politiker Gert Wilders film.

DF formand Pia Kjærsgaard melder sig nu i diskussionen om Wilders filmen, der i går blev lagt på nettet. Hun opfordrer til at reagere "afbalanceret" på den hollandske politiker Geert Wilders' islamkritiske internetfilm "Fitna":

"Der har alt for længe været en vis form for hysteri omkring denne film. Jeg tror, at vi selv skal nære os for ikke at puste yderligere til ilden," siger Pia Kjærsgaard til Ritzau.

Diskussion nødvendig

Hun mener, at diskussionen i kølvandet på Wilders' film er nødvendig og håber, at det har været hensigten at tage endnu en diskussion om islamisme og ytringsfrihed:

"Jeg synes hele tiden, at vi skal tage diskussionen. Den er nødvendig. I samme øjeblik vi begynder at sige, at vi ikke tør diskutere det, så har vi jo bøjet nakken," siger Pia Kjærsgaard.

Den omdiskuterede film både begynder og slutter med den danske kunstner Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Det mener Pia Kjærsgaard er urimeligt.

Grotesk at bruge tegning

Hun mener, det er "grotesk", at Wilders bruger tegningen uden at få lov. Selv har Kurt Westergaard tydeligt tilkendegivet, at han ikke ønsker, at tegningen bliver brugt i filmen.

"Jeg forstår udmærket Kurt Westergaard. Jeg synes virkelig, at det er for meget, at han konstant skal misbruges i denne debat. Wilders burde selvfølgelig fuldt og helt have lavet denne film selv og ikke brugt tegningen. Men det er ikke et spørgsmål om ytringsfrihed, men et spørgsmål om ophavsret," siger Pia Kjærsgaard.