Politik

S fortsætter nedturen

Socialdemokraterne fortsætter nedturen i nyt politisk indeks fra Megafon. Partiet har smidt fire mandater siden valget.

I et nyt politisk indeks står Helle Thorning-Schmidt til 23,3 procent af stemmerne (41 mandater). Det er en tilbagegang fra 23,9 procent fra Megafons januar-indeks, og det er tilbage fra de 25,5 procent (45 mandater), som Socialdemokraterne fik ved valget i november 2007.

Størst fremgang i den nye måling tegner Dansk Folkeparti sig for. Partiet står nu til 15,4 procent af stemmerne, og det sikrer VKO-blokken et solidt flertal med 93 mandater mod oppositionens 82.

Ny Alliance lidt frem

Ny Alliance er stadig under spærregrænsen med 1,3 procent af stemmerne. Partiet kan dog glæde sig over en beskeden fremgang fra januars meget lave 0,9 til nu 1,3. I samme ende af skalaen befinder Kristendemokraterne sig. Partiet står til 0,2 procent af stemmerne og er altså reelt helt udslettet af den politiske virkelighed.

Målingen er foretaget 18.-20. februar. PET's antiterror-anholdelser 12. februar åbnede en debat om administrative udvisninger, terrorlovgivning og genoptrykningen af Muhammed-tegningerne. Debatten udløste en bølge af ildspåsættelser og bilafbrændinger, der fik politikerne til at diskutere sanktioner og integration.