Khader og Samuelsen balancerer på kanten til afgrunden, og en række politiske kommentatorer vurderer, at de har gode chancer for at falde i.

I denne uge er NAs mulighed for at rejse sig som parti gået fra mere end svær til nærmest umulig. Den bølge som partiet red på for ni måneder siden, med udsigt til 20 mandater, er kommet tilbage som en selvforstærkende tsunami af manglende tro på projektet. Malou Aamunds farvel kan meget vel vise sig, at være det sidste søm i låget på partiets kiste:

"Spørgsmålet er, hvor lang tid Naser Khader vil sidde og kigge på meningsmålinger på under en procent. Han er også et menneske. Brandet Naser Khader er slidt, ligesom NAs brand, og partiets overlevelse afhænger af, om Naser Khader får sin troværdighed igen, og om han er i stand til at rejse sig," siger TV 2s politiske kommentator Peter Lautrup-Larsen, og fortsætter:

"De har brug for en meget lang pause, og de har brug for, at regeringen laver nogle forlig med DF, som bliver upopulære i befolkningen, hvor de kan sige, vi havde ret. Men jeg tror ikke på en fugl Phønix, for troværdigheden er trukket så meget i bund".

Partiet har kun tre mandater i Folketinget, og de er ikke længere tungen på vægtskålen i asylforhandlingerne. De har mistet deres pressionsmiddel og er reelt uden for indflydelse.

Heller ikke politisk redaktør på B.T., Helle IB, eller politisk kommentator Hans Engell, levner NA mange chancer for at komme ud af deres eksistenskrise:

"Med Malou's afgang har de ikke noget at presse med. Jeg tror virkelig, at Birthe Rønn Hornbæk gerne vil have dem med i asylforhandlingerne, men NA får ikke noget afgørende. Derfor får partiet sværere ved at forklare, at det har en eksistensberettigelse i befolkningens øjne," siger Helle Ib.

Brug for Muhammedsag

Alle tre kommentatorer er enige om, at NA nu er sat fuldstændig uden for indflydelse i det politiske landskab. Deres chancer for at komme med i forlig afhænger udelukkende af, om regeringen og DF finder det bekvemt.

Ifølge Peter Lautrup-Larsen er det en særdeles vanskelig situation, for når NA har mistet deres indflydelse, så bliver det S, der løber med opmærksomheden:

"Det er stadigvæk oppositionen mod Pia Kjærsgaard, som Khader skal leve af, men med en realistisk henvisning til, at det også nytter noget. Den realistiske henvisning har han ikke rigtig mere, så nu kan han bare stå og råbe sammen med Villy og de andre," siger Peter Lautrup-Larsen.

Nu er det igen Pia Kjærsgaard, der sidder i førersædet, og hun behøver ikke kigge til venstre. Peter Lautrup- Larsen vurderer, at NA har brug for en sag i stil med Muhammed tegningerne, hvis de skal have en chance. Det samme gør Hans Engell:

"Deres held er, at der er tre år til næste folketingsvalg, og i politik kan der ske meget. Deres spillerum er ekstremt begrænset, men de kan satse på, at der kommer en sag, hvor Khader kan folde sine folkelige talenter ud," siger Hans Engell.

En Khader i hånden

Helle Ib mener i højere grad, at NA skal sætte sin lid til, at Fogh beslutter sig for at holde partiet i live inden for blå blok.

En betydelig del af de borgerlige vælgere er ikke ubetinget glade for DF, og samtidig er der en gruppe af meget let bevægelige midtervælgere, der kan stemme på S, V, R, K eller NA:

"Hvis NA bliver udslettet nu, så er Foghs risiko, at hvis man har kørt VKO på de hårde strækninger, så kommer det her vælgerpotentiale op igen. Hvor skal de vælgere så gå hen? De vil muligvis gå til R, og det er jo ikke en sikker stemme på regeringen," siger Helle Ib.

Hun mener, at de forskellige ministre vil gøre sig store anstrengelser, for at få NA med i jobplan, finanslov, energiplan og velfærdsreform. Men hun tvivler stadig på, at det vil kunne redde partiet:

"NA har noget at byde på, men det er ikke mere skarpt og anderledes, end det andre partier vil kunne byde ind med. Selvom de skulle få små fingeraftryk på de her områder, så vil det ikke være noget, der er så opsigtsvækkende, at det vil kunne rede partiet i vælgernes øjne. De har simpelthen spillet sig magten af hinde," siger Helle Ib, og fortsætter:

"Hvis de ikke har fået nogen resultater inden for de kommende måneder, og hvis meningsmålingerne ligger under en halv procent, så vil jeg ikke blive overasket over, hvis de nedlægger sig selv".

Med eller uden Khader

Ifølge Hans Engell står Samuelsen og Khader med en opgave, der grænser til det håbløse. Dramatiske midler skal i brug, hvis partiet skal have en fremtid:

"Naser Khader skal gå tilbage i en mere tilbagetrukken rolle, og sætte Anders Samuelsen til at styre partiet. Naser har vist, at han ikke fungerer som leder af et parti. NA kan ikke undvære Khader, men han må lade Samuelsen prøve at redde stumperne," siger Hans Engell, og understreger samtidig at det haster for Khader:

"Den tænkepause som Khader har givet sig selv, må blive meget kort. Partiet sidder med et antal folketingskandidater og tillidsfolk, og partiet skal mødes næste måned. Det er lige som med en privat virksomhed, som ikke kan leve med, at ledelsen i en længere periode ikke ved, om firmaet skal lukke eller fortsætte".

Peter Lautrup-Larsen ikke enig i, at partiet vil klare sig bedre med Khader i baggrunden, men tror tværtimod, at det vil underskrive partiets dødsdom. En ting er de tre kommentatorer dog enige om- det bliver Samuelsen og Khader, der lukker og slukker:

"De har satset ekstremt meget troværdighed og energi på det her. Jeg tror simpelthen ikke på, at de går over i andre partier, for de har kunnet gøre sig mange overvejelser i tidens løb. Khader kunne endda have brugt sin popularitet til at blive minister i Venstre. De kunne have valgt den bekvemme løsning, men nu har de satset, og så er det helt farvel," siger Helle Ib.