Politik

FOA: Thor P. bruger forkerte tal

Fagforbundet FOA mener, at finansmini­ster Thor Pedersen (V) bruger forkerte tal og påstande, når han siger, at de offentlige ansattes lønudvikling føl­ger med de privates. Og når han siger, at "en sygehjælper tjener i gennemsnit 27.000 kr. om måneden med det hele", er det ifølge FOA's forbundsformand Dennis Kristensen også galt.

"De offentligt ansatte har ifølge Danmarks Statistiks tal et dokumenteret efterslæb i forhold til de privat ansattes lønudvikling gennem de seneste år," siger Dennis Kristensen.

"Den er også gal med finansministerens opgørelse af den faktiske løn. For at nå op på 27.000 kr. som gennemsnitsløn for en social- og sundhedsassistent, skal man medregne feriepenge, pensionsbidrag og tillæg for at arbejde aften-, nat-, weekender og helligdage. Der mangler næsten kun lige at blive medregnet dato, skostørrelse og cpr.nr. Det er simpelthen ikke fair," fortsætter forbundsformanden.

Ifølge FOA tjener en social- og sundhedshjælper som fast løn gennemsnitligt 21.000 kr. om måneden.

FOA oplyser, at 88 pct. af FOA's medlemmer ikke gavn af regeringens skattelettelser, fordi de ikke betaler mellem- og topskat. Dermed får de kun gavn af forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget med 125 kr. om måneden.