Politik

Helle vil ikke møde Lene

Justitsminister Lene Espersen (K) er ikke nok for Helle Thorning-Schmidt, der kun vil diskutere politik med Anders Fogh.

Helle Thorning-Schmidt vil ikke spilde sin tid på "en tilfældig minister," siger hendes partisekretær Henrik Dam Kristensen til gratisavisen dato, efter justitsminister Lene Espersen har tilbudt at stille op til politisk debat - efter socialdemokraterne har langet ud efter Fogh, der ikke vil møde Thorning.

"Helle stiller gerne op mod andre partiledere. Og Lene Espersen er kun minister, ikke sandt," siger Henrik Dam Kristensen, der dog lover at finde en passende debattør til justitsministeren på hendes eget niveau. Det kunne for eksempel være partiets retsordfører Morten Bødskov.

"Det giver ikke rigtig nogen mening, at Helle skal diskutere med Lene, når hun ikke er partiformand. Men de kan komme med Fogh. Så skal hun nok stille op," siger Henrik Dam Kristensen til dato.

Lene Espersen anklager Helle Thorning-Schmidt for at gå og gemme sig. "En minister har normalt 100 dage til at sætte sig ind i sit område. Indtil videre har Helle haft 600 dage. Jeg anerkender at hun som formand har gjort mange gode ting. Det har været en stor opgave at samle partiet, men nu må tidspunktet komme, hvor vi får nogle svar," siger Lene Espersen, der gerne vil vide, hvad Socialdemokraterne kan blive enige med de Radikale og SF om.

"Jeg håber ikke, at hun efter to år i Folketinget allerede er blevet så fin, at hun ikke vil mødes med en minister," siger justitsministeren.