Politik

Thor Pedersen på vippen

Finansminister Thor Pedersen (V) er i farezonen og risikerer at ryge ud af Folketinget ved næste valg.

Lars Løkke Rasmussen, Charlotte Antonsen, Claus Hjorth Frederiksen og Thor Pedersen. De fire Venstrepolitikere venter vælgerne i den nye Nordsjællands Valgkreds ved næste valg til Folketinget. Men der er ingen garanti for, at alle fire Venstre-politikere får genvalg.

I en ny analyse fra Altinget.dk spår valgforsker Søren Risbjerg Thomsen, at Venstres fjerde mandat i Nordsjælland er yderst usikkert og forsvinder, hvis blot Venstre går ét mandat mere tilbage på landsplan i forhold til de nuværende meningsmålinger.

Thor Pedersen står svagest

I kampen mellem de fire Venstre- kombattanter står finansminister Thor Pedersen i følge analysen svagest. Han har mistet personlige stemmer siden 1994 og fik ved valget i 2005 kun 3.568 stemmer mod hele 12.602 stemmer i 1994.

Samtidig blev han overhalet indenom ikke alene af indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, men også af Venstres europapolitiske ordfører Charlotte Antonsen.

Ved det næste folketingsvalg vil Thor Pedersen derudover også skulle kæmpe mod beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen, hvis kreds flytter fra den gamle Københavns Amtskreds til Nordsjælland.

Politisk kommentator Lotte Hansen peger i forbindelse med analysen på, at Thor Pedersen lider under ikke at blive profileret lige så skarpt i regeringen som flere af de andre ministre.