Den politiske profet der fik ret

Portræt-interview: Venstres folketingsmedlem Eyvind Vesselbo var en af de mest udskældte danskere i den offentlige debat i 90erne. Sidste år blev han genvalgt til Folketinget og er i dag kendt som den, der forudsagde følgerne af den store indvandring i 80erne og 90erne.

TV 2|Politik har mødt den politiske kultursociolog i hans hjem i Gentofte. Vi får at vide, hvorfra hans interesse for indvandrere stammer, og vi hører om hans bange anelser for fremtiden, for grøfterne mellem danskere og indvandrere graves dybere og dybere hver dag, mener han.

Det siges, at hunden ligner sin herre. Hos folketingsmedlemmet Eyvind Vesselbo (V) bor den rareste og mest legesyge labrador Charlie.

"Ja, han er populær. Jeg har været ude for, at en tv-journalist er kommet tilbage fire dage i træk bare for at lege med ham."

Selv var Eyvind Vesselbo en af de mest udskældte personer i den offentlige debat i begyndelsen og midten af 90erne. Som kultursociolog og statistiker forudså han, at hundrede tyrkiske indvandrere ville blive til flere tusinde på få år på grund af retten til gifte sig med én fra hjembyen. Og han advarede om, at koncentrationen af tosprogede elever ville blive enorm i visse bydele.

Begge dele fik han med tiden ganske ret i.

"Først i 90erne var det kun en lille hård kerne omkring Fremskridtspartiet, der råbte op. Det var godt nok en bevægelse i gang, men folk turde ikke sige noget - det var en hård tid for dem, der kritiserede udlændingepolitikken," husker Eyvind Vesselbo.

Han følte sig ikke som en del af den hårde kerne, men kunne omvendt se, at dét, de sagde, havde betydning.

Hold din kæft"

Jeg er aldrig blevet truet. Har aldrig fået et trusselbrev. Knubbede ord ved foredrag og møder er også yderst sjældne," siger Venstre-politikeren. Modsat kolleger som Naser Khader (R) og Pia Kjærsgaard (DF) ledsages han aldrig af bodyguard. Pludselig rejser han op af stolen:

"Hold din kæft!"

Charlie er så legesyg, at det bliver for meget for dens herre. Eyvind Vesselbo.

"Det er den tredje labrador, vi har - de to andre blev begge 13 år," siger han - ikke uden stolthed i stemmen.

"Hold så din kæft, Charlie!"

Tiltalen af hunden, der nu tager sin herre ret afslappet, afslører temperamentet i Vesselbos personlighed. Men i dag i villaen i Gentofte, der har været rammen om et stabilt familieliv siden 1980, gælder det eftertanken.

TV 2|Politik har opsøgt manden, der som en af de allerførste i den offentlige debat advarede mod følgerne af de åbne grænser. Vi vil vide, hvad han er rundet af, hvordan han kom i gang med arbejdet, hvordan han taklede den benhårde kritik, og hvordan han trives med, at hans prognoser hold stik.

Dét, jeg lavede, var fagligt korrekt men politisk ukorrekt.

Eyvind Vesselbo (V)

"Jeg har haft det samme udgangspunkt hele tiden. Jeg vil gerne gøre det så godt som muligt for dem, der kommer til landet."

Oldemor indvandrede

Eyvind voksede op i små kår. Han var spæd, da hans forældre blev skilt. De var tre søskende i alt, hans to storesøstre blev svagtseende som teenagere og senere blinde. Handikappet til trods har de begge arbejdet som socialrådgivere.

Jeg har haft det samme udgangspunkt hele tiden. Jeg vil gerne gøre det så godt som muligt for dem, der kommer til landet.

Eyvind Vesselbo (V)

"Som dreng blev jeg den, der skulle hjælpe mine søstre med at finde ting. Derfor forstår jeg problematikken omkring handikappede - i England, hvor min ene søster bor, dér hjælper man virkelig de handikappede. De kommer forrest i køen. Jeg mener jo, at vi herhjemme har været fodslæbende, når det gælder at stille krav til vores indvandrere. Mine søstre har ikke gjort sig selv til ofre. De har villet - og fået et arbejde."

Trods tre børn klarede moren, der lever endnu, sig igennem ved at binde gamle aviser på Politiken om natten, sy lampeskærme og tage arbejde i et forsikringsselskab.

"Hun var et behageligt og sødt menneske, der gav mig en harmonisk opvækst."

Faren havde succes som frisørmester og drev på et tidspunkt flere forretninger i København.

Eyvind husker endnu sin oldemor, der var indvandret fra Tyskland.

"Min oldemor og mormor boede sammen i Saxogade på Vesterbro. De drev en kæmpe frisørsalon - ja det var vel der igennem, mine forældre mødte hinanden. I salonen tog jeg fra 5-6 års alderen imod penge fra kunderne og slog dem ind på kassen. Det kostede halvanden krone at blive klippet. Min oldemor talte med accent og brugte tyske vendinger som "Ach ja". Hun læste tyske børnerim for os, og hjemme hos mor hørte vi H.C. Andersen-eventyr hver aften."

Marxisme og minoriteter

Meget tidligt i sit liv fattede drengen og studenten Eyvind interesse for minoriteter, især etniske minoriteter. Han var med til at starte IWGIA, en organisation for de oprindelige folk.

Dengang i 70erne var kultursociologi på Københavns Universitet det naturlige studievalg for ham - faget var dog stærkt præget af marxisme.

"Hvis man dengang var SFer, blev man betragtet som rabiat højrefløj. Kvindesagen var desuden helt dominerende. Jeg kom jo ikke fra en akademisk familie og kom ind på kultursociologi med megen umiddelbarhed - jeg sagde bare, hvad jeg mente, og holdt mig ude af de politiske intriger. Faget var nærmest lammet af kommunister og andre venstreorienterede, de kunne f.eks. ikke finde ud af at få ansat en professor.

Studiet interesserede sig ikke for etniske mindretal. De talte godt nok om at hjælpe u­-landene, men på sociologi drev man stort set ingen forskning på området. Da jeg på et tidspunkt meldte mig ind på faget "familiesociologi", sad der fire kvinder med ble på, som ville diskutere uretfærdigheden i, at kun kvinder får menstruation og forskellen på mænds og kvinders gravstene.

Men inden i mig selv kogte interessen for de etniske minoriteter og deres forhold til magten. Jeg kunne blive helt rørt over at læse om de fremmede kulturer. Om hvordan det oprindelige folk blev trængt ud. Indianernes undertrykkelse i Amerika og eskimoernes historie har rørt mig voldsomt - derfor skrev jeg også magisterkonferens om samernes kamp for at bevare deres kultur i Norden og Rusland.

Politisk var 70erne præget af statsminister Anker Jørgensen (S), der i bund og grund var imod indvandring, fordi de nye ville tage de danske arbejdspladser," erindrer han.

Fra ukendt og udskældt til etableret politiker

Eyvind Vesselbo har som person, forsker, samfundsdebattør og senest politiker om nogen oplevet debat om sin person i de sidste femten-seksten år.

Som han sidder dér i stolen, mens Charlie leger og mobiltelefonen ringer i en uendelighed - "må jeg ringe tilbage om et par timer?" - ser han nu ud til at have klaret mosten.

Uvejret over personen Eyvind begyndte for alvor i oktober 1990, da den første såkaldte Ishøj-rapport fra Vesselbo kom til offentlighedens kendskab.

Den var bestilt af daværende borgmester i Ishøj, socialdemokraten Per Madsen, der havde bange anelser. Det væltede ind med indvandrere, ikke mindst med tyrkere, i hans kommune, og han ville vide, hvor mange de ad åre kunne blive til, efter at de havde hentet ægtefæller hjemme i den tyrkiske landsby og fået børn i en-to-tre generationer.

Eyvind Vesselbo, der var ansat i Danmarks Statistik som den første

miljømedarbejder nogensinde, fandt i sin fritid på at spotte 145 mandlige tyrkere gennem kommunens CPR-register, der var kommet til Danmark tyve år forinden.

"Dengang var den ingen, der lavede forskning om udlændinge i Danmark, slet ikke på Danmarks Statistik. Der manglede ganske enkelt fakta."

Vesselbo konstaterede det herrens år 1990, at de 145 tyrkere var blevet til 1.824 indvandrere med tyrkisk baggrund. Vesselbo forudså derefter i tre mulige regne-scenarier, at den tyrkiske gruppe, når fjerde generation var født, ville være vokset til mellem 5.000 og 8.500 personer.

Sådan noget sagde man ikke ustraffet i den danske udlændingedebat for femten år siden.

"Jeg er absolut ikke begejstret for denne rapport. Vores forskning vil holde et helt anderledes kvalitetsniveau", sagde Vesselbos daglige chef i Danmarks Statistik Lars Thygesen til Berlingske i oktober 1990. Han kaldte rapporten "partsforskning" og "bestilt arbejde".

"Det er både min styrke og min svaghed, at jeg har sådan en naiv tilgang til omverdenen. Altid tror på det gode i mennesket. Jeg troede da ikke, at min Ishøj-rapport ville vække opsigt. Det var ikke meningen. Jeg anså det ikke for at være noget kontroversielt. Dét, jeg lavede, var fagligt korrekt men politisk ukorrekt.

Ærlig talt: Det var svært at acceptere, at nogen på den måde stillede spørgsmålstegn ved mine motiver. At man beklikkede mine motiver," ræsonnerer Vesselbo i dag.

"Jeg stod meget alene, men det var jeg sådan set vant til fra studietiden. Mange ville være gået ned på det. Det var hårdt for min kone og mine børn - men de bakkede mig op. Sagen har aldrig truet mit ægteskab, aldrig! Og vennerne holdt på %u2026 de har altid forstået mine motiver. Mange i den offentlige debat tiede, det var nemmest at holde kæft. Ingen kunne finde noget på mig. De forsøgte at finde grimme, racistiske citater, men der var ingen. Jeg har altid vist udlændinge respekt."

Ekstra Bladet kaldte på lederplads året efter den første Ishøj-rapport Vesselbo for "en tilfældig freelance kultursociolog, der har en fritidssyssel, han ihærdigt kaster sig over, når det faste job på Danmarks Statistik levner ham tiden."

"Hvad jeg opdagede var, at det kulturelle mønster er så stærkt blandt tyrkere. De gifter sig stort set altid med en af deres egne. Der er også penge i det, og det er attraktivt og prestigefyldt at komme til vesten. Tyrkerne skelner mellem dem, der skal til Danmark og dem, der ikke skal. Det er den sociale kontrol, der holder sammen på gruppen. Hvis man ikke bliver gift med en fra hjemlandet, så udstødes man af fællesskabet.

Det er som med vand - det finder altid vej. Men strømmen står i vejen for integrationen," siger Vesselbo uden skyggen af følelse af, at han udtrykker sig racistisk eller noget i den dur, som nogen måske ville have sagt, da indvandringen tog fart.

Hvis man ikke bliver gift med en fra hjemlandet, så udstødes man af fællesskabet.

Det er som med vand - det finder altid vej. Men strømmen står i vejen for integrationen.

Eyvind Vesselbo (V)

Eyvind Vesselbo var medlem af Socialdemokratiet i 80'erne, mens han i 1991 meldte sig ind i Venstre, "fordi partiets frisind, individualisme og frit valgs-tanke appellerede til mig. Og så var der jo også Uffe (Ellemann-Jensen, daværende formand, red.)."

Ninn som satan

Tamil-sagen, der fandt sit klimaks i januar 1993 med den borgerlige Schlüter-regerings fald, blev ifølge Eyvind Vesselbo et tveægget sværd. Den tidligere justitsminister og folketingsformand Erik Ninn-Hansen (K) blev med Vesselbos ord "hængt ud som den store satan.

Hvis Ninn havde fået politisk flertal for sin håndfaste administration af familiesammenføringerne, så havde vi ikke stået med de kæmpe ghetto-problemer i dag.

Det havde heller ikke været nødvendigt at bremse tilstrømningen så brat, som det skete efter valget i 2001. Det var en ulykkelig situation, og mange følte sig uretfærdigt behandlet.

Hverken Schlüter eller Ninn-Hansen forstod dybden af tamilsagen. De kæmpede en voldsom politisk kamp for at bevare regeringsmagten. Men i dag ved vi, er det eneste, der i 13 år har kunnet vælte en regering, det er jo netop udlændingepolitik.

Der fulgte en massiv politisk betonet kampagne i kølvandet på tamilsagen, der havde til formål at sikre fortsat indvandring, hvilket jo også skete under Nyrup-regeringerne," mener Vesselbo.

Hverken Schlüter eller Ninn-Hansen forstod dybden af tamilsagen.

Eyvind Vesselbo (V)

Men samtidig tog det folkelige oprør mod den ukontrollerede indvandring fart - og to år senere var Dansk Folkeparti dannet med stop for muslimsk indvandring som hjertesag.

"I 1993 lavede jeg endnu en undersøgelse, der påviste, at flygtninge fik meget store skattefrie beløb af det offentlige, hvis man lagde det hele sammen. Det danske sociale system var ganske enkelt ikke lavet til, at et par fik fem-seks børn.

Det blev kaldt "jackpot-effekten", når en indvandrer blev sat på varig, skattefri revalidering. Og de skulle have en lejlighed anvist inden tre måneder, hvilket betød at mange indvandrede flyttede ind i det sociale boligbyggeri, hvad der igen var kimen til nutidens alvorlige ghettoproblemer.

Jeg påpegede, at den store offentlige forsørgelse stod i vejen for en effektiv integration og foreslog en lavere introduktionsydelse, det som VK-regeringen senere indførte i form af starthjælp."

Tiden gik, indvandringen og debatten fortsatte. Kort før folketingsvalget i 2001 chokerede Vesselbo fru Jensen og hr. Nielsen: "Vi står midt i en massiv folkevandring fra muslimske lande til Danmark. Og om tre generationer - om 60 år - er hver anden af os muslim," sagde folketingskandidaten, som frygtede tab af danske værdier.

Eyvind Vesselbo blev indvalgt på det yderste Venstre-mandat i Århus Amt ved 2001-valget - og i oktober 2005 skrev Politiken så:

"Der er en hel stribe af de 179 medlemmer, som ikke engang journalisterne inde på Christiansborg kender navnene på. Med Eyvind Vesselbo er det noget helt andet. Alle kan i søvne stave hans fornavn."

I dag er Eyvind Vesselbo formand for Folketingets Energiudvalg, sit partis miljøordfører og menigt medlem af Folketingets Integrationsudvalg.

Altså en politiker i om ikke første rangklasse, der står til at blive minister, så aller forrest i anden række. Han kan formentlig blive i politik, så længe han vil. Navnet Vesselbo er blevet et brand.

Dybere og dybere grøfter

Selv om Eyvind Vesselbo ikke er sit partis integrationsordfører, blander han sig gerne i den stedse mere nærværende udlændingedebat. Senest da han sidste efterår kritiserede regeringens politik for området ved at hævde, at 24 årsreglen for familiesammenføring ikke forhindrer tvangsægteskaber. Han ville derfor have undersøgt, om regeringens stramninger siden 2001 rammer de rigtige, og om 24 årsreglen skal ændres eller fjernes helt.

"Der lever en konflikt i mig. Jeg forsvarer naturligvis regeringen, men når man nu ud fra sin faglige viden er klar over, at den førte politik ikke er nok, så har jeg svært ved at holde kæft. Så står man midt i et personligt dilemma."

Veteranens vurdering af Danmark og nationens udlændingesituation anno 2006 lyder sådan:

"Jeg mener helt klart, at grøfterne graves dybere og dybere i dag. Vi kommer aldeles ikke hinandens levevis tættere. Hvis vi ikke gør noget, får vi et ganske ændret samfund med et religiøst mindretal, der vil begynde at stille krav. Vi skal erkende, at ghettodannelsen ikke kun er et socialt problem, men i høj grad et socio-kulturelt problem.

Vi skal lære af fortiden. Politikerne og økonomerne forbereder borgerne på, at der sker ændringer på velfærdsområdet. Det samme skal vi gøre på udlændingeområdet. Der kommer jo stadig nye til. Antallet af efterkommere vil stige til det tredobbelte på ti år - mindst. Disse mennesker indgår ikke som en naturlig del af det danske samfund, så de får ikke hvad jeg vil kalde et fornuftigt forhold til kultur og religion. Muslimers børn og børnebørn vedbliver med at være muslimer. Det kan du ikke lovgive dig ud af. Hvis jeg møder en muslim, der siger, at min hund ikke må bade på stranden, fordi han er "et urent dyr", så siger jeg bare: Bland dig uden om. Der findes da også muslimer, der kan drikke en øl og fungere i det danske hverdagsliv.

Det er både min styrke og min svaghed, at jeg har sådan en naiv tilgang til omverdenen.

Eyvind Vesselbo (V)

Jeg siger til de muslimer, jeg møder: Vær nu lidt mere åbne. Smil til din omverden, vær ikke så tildækket. Vi kan ikke have i Danmark, at mænd sidder på den ene side, og kvinder på den anden. Det er jo ikke ligestilling. Vi skal slå hælene i nu og ikke afgive mere dansk kultur - vi har allerede afgivet for meget. Vi skal stå fast! Ja, det er noget, jeg har sagt stort set til alle europæiske tv-stationer, som Kamel Qureshi (SF) også har været rundt til og tale mig midt imod.

Det gode og det onde scenarium

Hvad det gode og det onde scenarium for fremtiden er? Det gode er, at udlændingepolitikken fungerer. At vi tager et mindre antal ind via familiesammenføring - men ikke systematisk.

Vi skal håbe på, at det bliver de moderate muslimer, der får overtaget i Danmark, sådan nogen der kan lave sjov med hinanden, og hvor religiøse skikke som tørklæde ikke står i vejen for at tage et job.

De værste ghettoer skal simpelthen rives ned for at imødegå, at flere og flere, som udvikler sig nu, lever i et parallel-samfund.

Det gode scenarium vil være, at indvandrerne holder op med at være i en offer-rolle. Husk lige på: Danmark har taget 120.000 siden 1990. Det kan da ikke kaldes mangel på tolerance eller godhed. Det er uretfærdigt at kalde danskerne intolerante.

Muslimerne skal sige til sig selv: Vi er muslimer - vi er muslimer i Danmark, og derfor skal vi tilpasse os det land, vi bor i. Flygtninge og indvandrere er jo ikke svare grupper - de har haft overskud til at komme til Danmark. Derfor er vores flygtningepolitik i bund og grund asocial.

Jeg er dybt indigneret: Vi giver de stærke ophold og forgylder dem, samtidig med at vi svigter fattige i hele verden. Dem i flygtningelejre, som vi burde hjælpe i deres nærområde. De skal ikke til Danmark og bidrage til den nuværende uholdbare situation.

Den værste udvikling er en art borgerkrig, hvor der sker en polarisering, bl.a. som følge af størrelsen af de enkelte indvandrergrupper. Normløshed i ghettoer fører til mangel på respekt for folks liv og helbred. Danskeres frygt herfor vokser hver dag.

Jeg er dybt indigneret: Vi giver de stærke ophold og forgylder dem, samtidig med at vi svigter fattige i hele verden. Dem i flygtningelejre, som vi burde hjælpe i deres nærområde.

Eyvind Vesselbo (V)

Vi taler jo ikke bare om øretæver - man risikerer at miste sit liv, hvis man står i en tilfældig diskotekskø. Denne frygt avler igen myter og fjendskab borgergrupperne i mellem. Hvis der bliver udløst ballade som i Paris i Rosenhøj i Århus eller Blågården i København, så vil det grave endnu dybere drøfter. Indvandrerne skal i arbejde - de kan ikke i længde forvente at blive forsørget. Arbejdsløshed, der oven i købet er faldende, er ingen undskyldning, når der er 100.000 indvandrere på sociale ydelser.

Det bekymrer mig virkeligt, at toneangivende muslimer rejser rundt og kritiserer Danmark. De må altså lære at acceptere dansk humor.

Familiesammenhold

Eyvind Vesselbos hjem er som danskernes flest. Pænt i størrelsen, pæn grund - og mange familiefotos på hylder og vægge. Selv om mange tipper ham yngre, fylder han 60 år til oktober. Han blev gift allerede som 22-årig med Monica fra Sverige, der er lægesekretær hos Lægernes Videreuddannelse.

Sammen har de journalisten Nikolaj (35) og cand. mag. i fransk Katja (31), der driver produktionsselskabet Papagio Film, kendt for Horisont-produktion til DR og Lægens Bord og Station 2 til TV 2.

"Vi ser børnene hver søndag. De kommer og læser aviser, og så spiser vi frokost eller tager over til min mor."

Jo, det Vesselboske familiesammenhold står ikke tilbage for det legendariske

sammenhold i mange indvandrerfamilier. Gennem årene har parret Vesselbo da også fået flere indvandrere som private venner.

"En stor del af vores venner er indvandrere. Jeg har mødt så mange gennem årene som led i mit arbejde, f.eks. når jeg holder foredrag. Aldrig har jeg fået en trussel. Jeg vil tværtimod sige, at mange indvandrere forstår mig," slutter indvandrer-statistikeren, der vendte 90erne stærke skepsis til anerkendelse i 2006 for, at han fik ret i sine forudsigelser.

"Hold så kæft!"