Politik

Oppfeldt (V) sigtet for sex 13-årig dreng

Folketingsmedlem Flemming Oppfeldt (V), 48 år, anklages for pædofili, anden kønslig omgang end samleje med en dreng under 15 år.

Det kan give fængsel i op til otte år, i visse tilfælde op til 12.

Han nægter sig skyldig, da han i dag blev anholdt af politiet.

Den mangeårige venstrepolitiker, bladudgiver og vingrossist Flemming Oppfeldt fra Farum sigtes for overtrædelse af straffelovens paragraf 222 om anden kønslig omgang end samleje med person af samme køn under 15 år.

I følge TV 2/NYHEDERNE drejer det sig om en 13-årig dreng, som Oppfeldt fik kontakt med over nettet. Det skulle i følge NYEHDERNEs oplysninger være tale om analt samleje, der juridisk betegnes som "anden kønslig omgang end samleje".

Folketinget ophævede i dag enstemmigt Venstres hidtidige socialordfører Flemming Oppfeldts immunitet.

Grundlovens §57:

"Intet medlem af Folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk gerning (...).

Flemming Oppfeldt har på baggrund af sigtelsen besluttet at forlade Venstres folketingsgruppe. Det vides endnu ikke, om han helt forlader Folketignet, "men det går jeg ud fra," sagde Folketingets formand Christian Mejdahl efter dagens gruppemøde.

Selv siger Flemming Oppfeldt:

"Jeg kommenterer kun sagen overfor politiet, men det er naturligt, at min immunitet ophæves på dét grundlag."

Oppfeldt nægtede sig skyldig i sigtelserne for misbrug af en lille dreng, da hans hjem i Farum blev ransaget af politiet. Det oplyser Københavns politimester Hanne Bech Hansen.

Oppfeldt ventes fremstillet i et grundlovsforhør i morgen, hvor anklageren vil begære dørene lukket af hensyn til efterforskningen.

Nu hvor hans immunitet som folkevalgt er ophævet, vil han blive varetægtsfængslet og risikerer op til otte års fængsel, i særligt alvorlige tilfælde (børn under 12) op til tolv år.

Staffelovens §222 mv.:

Den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år.

Bestemmelsen gælder også for anden kønslig omgængelse end samleje, herunder med person af samme køn.

Bestyrket mistanke

Justitsminister Lene Espersen (K) fik i begyndelsen af sidste uge en henvendelse fra politiet om sagen.

"I ugens løb vurderede vi ud fra politiets oplysninger, at der forelå en bestyrket mistanke. På den baggrund er der taget skridt til at anmode Folketinget om at ophæve immuniteten. Mere konkret vil jeg ikke være. Det er trist at opleve en sag omkring et menneske, man har mødt i det daglige herinde på Christiansborg," siger justitsministeren.

Fogh rystet

"Jeg er rystet over denne sag. Jeg kan kun tilslutte mig Flemming Oppfeldts beslutning om at træde ud af Venstres gruppe," siger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der blev orienteret om sagen i går eftermiddags.Politiet ransagede i går Flemming Oppfeldts kontor på Christiansborg under opsyn af Folketingets embedsmænd.

Alvorligt, forfærdeligt

"Det er en meget alvorlig sag," sagde Christian Mejdahl.

Socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft:

"Det er forfærdeligt."

Folketingets formand fik kendskab til den enestående sag sidste tirsdag. Han understregede, at Oppfeldt "ikke er fundet skyldig endnu" og henviste i øvrigt til Københavns politimester Hanne Bech Hansen.

Oppfeldts stedfortræder i Københavns Amt indkaldes på mødet i eftermiddag.

Fogh: Ikke ændringer i V

Oppfeldt-sagen er den tredje alvorlige sag, der rammer Venstres folketingsgruppe siden valget i 2001.

Det to andre vedrører Peter Brixtofte (bedrageri-anklage) og Anders Møller (beskyldninger fra sekretær om sexchikane), begge nu løsgængere.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste på et pressemøde overfor tv2.dk at ændre opstillingskulturen i Venstre:

"Vi har og skal fortsat have en lokal opstillingsform, og selvfølgelig skeler vores vælgerforeninger til folks almindelige opførsel, før de opstilles."

Blå Bog:

Redaktør, selvstændig erhvervsdrivende. Postadresse: Folketinget, Christiansborg, 1240 København K.

Venstre - Folketingsmedlem for Storstrøms Amtskreds 21.sept. 1994-11. marts 1998 og for Københavns Amtskreds fra 20. nov. 2001.

Født 5. april 1956 i Roskilde, søn af K.V. Oppfeldt og Britta Oppfeldt.

Realeksamen 1973, HF Birkerød Statsskole 1975.

Redaktør, stiftede Farum Nyt 1976 samt Værløse Nyt og Allerød Tirsdag 1990. Fusionerede virksomhederne til Furesøens Mediecenter A/S, som i dag udgiver Farum Avis, Værløse Nyt og Birkerød Avis. Etablerede 1981 det lille kommunikationsværksted Ansats Reklame. Etablerede detailbutikken Alverdens Vine, Farum Bytorv 1995 og Alverdens Vine, Birkerød Hovedgade samt vingrossistvirksomheden Niche Vine i/s 1999.

Medlem af Farum Byråd 1986-2001. Har siddet i næsten alle udvalg og været formand for socialudvalget, erhvervs- og beskæftigelsesudvalget, indvandrerudvalget og sprogskolen. Borgmester i Farum Kommune 1992-93, mens Peter Brixtofte var skatteminister. Formand for skole- og fritidshjemsudvalget 1997-2001.

Medlem og amtsformand for VU 1972, næstformand for VU 1978, landsformand 1980-83. Medlem af Venstres hovedbestyrelse 1978-83. Næstformand for DUF 1983-85. Formand for DUIU 1983-85.

Medlem af Folketingets socialudvalg, arbejdsmarkedsudvalg og boligudvalg 1994-98. Arbejdsmarkedsordfører 1998.

Landsformand for Europa 2000.

Partiets kandidat i Næstvedkredsen 1986-99 og i Lyngbykredsen fra 2001.

Kilde: Folketinget

Flemming Oppfeldt har været medlem af Folketingets Socialudvalg mm. Han har været formand for Venstres Ungdomm og har siden 2001 været opstillet i Lyngby.

I 1992-93, mens Peter Brixtofte var skatteminister, var Oppfeldt borgmester i Farum. Fra Tyrkiet siger Brixtofte til TV 2/Lorry:

"Det kan ikke passe. Jeg er dybt chokeret."

Ingen så alvorlige fortilfælde

Siden 1971 har der været 17 tilfælde, hvor Folketinget har besluttet at ophæve et medlems immunitet, men der kendes ingen sager af så alvorlig karakter som pædofili. De andre sager har handlet om bl.a. skatteforhold og trafikforseelser.

På Christiansborg diskuteres det nu, om sagen får effekt på politikernes almindelige anseelse i befolkningen. Og om den i særlig grad vil skade Venstre, der nu har mistet tre medlemmer siden valget i 2001.