Vrede Lauritz-kunder medvirkede på TV 2 – og så fik de deres penge
Lauritz.com har ad flere omgange udskudt betaling til sine kunder. Det har medført hård kritik.
For Line Dambæk Jacobsen, Sussi Breaum og Bo Werenberg gik der mindre end et døgn, fra de havde ladet sig interviewe om manglende udbetalinger fra auktionshuset Lauritz.com, til pengene stod på deres konto.
Vi har i enkelte tilfælde valgt at afregne en sælger ud fra andre kriterier – herunder de sælgere, I har bragt artikler om
Preben Lindgaard, finansdirektør ved Lauritz.com
Alle tre havde ellers ventet på penge i månedsvis, og trods løfter om udbetaling inden for 60 bankdage og flere rykkere til Lauritz.com havde de ikke set skyggen af de penge, de havde tjent på salg tilbage i januar og februar.
- Det er meget bemærkelsesværdigt, at pengene kom så hurtigt efter, at jeg havde medvirket på tv. Jeg tror, at der var gået længere tid, hvis jeg ikke havde medvirket, og jeg tænker, at Lauritz.com gør dette her helt bevidst, siger Bo Werenberg, der nu har fået sine 5920 kroner.
Men andre kunder må stadig vente på at se deres penge.
Siden TV 2 i sidste uge kunne fortælle om de tre sælgeres udbetalingsproblemer, har TV 2 fået henvendelser fra en lang række Lauritz.com-kunder, der har ventet på deres penge i lige så lang tid som Line Dambæk Jacobsen, Sussi Breaum og Bo Werenberg.
Flere skriver, at de henvender sig, fordi de ikke rigtig ved, hvad de ellers skal gøre for at få det, Lauritz.com skylder.
- Jeg henvender mig i håb om, at du kan hjælpe mig. Jeg er en af de mange, som har ventet langt over 60 bankdage på tilgodehavende fra Lauritz. Jeg har skrevet adskillige klagemails og bliver ved med at få standardsvar, lyder det blandt andet i en mail fra Helle Holm.
Hun solgte en diamantring 27. januar og har 9651 kroner til gode.
Lauritz.com: Pengene kommer
Lauritz.com forsikrede i sidste uge kunderne om, at deres penge var på vej.
Auktionshuset fastholder deres “midlertidige” vilkårsændringer, der betyder, at sælgere kan forvente at se fortjenesten fra et salg efter “op til 60 bankdage”. De påpeger samtidig, at dem, der har ventet længst, vil blive betalt hurtigt.
- Af de relativt få kunder, der fortsat venter på deres afregning, modtager størstedelen penge i denne uge, mens resten afregnes de næste uger. Det vedrører alle sælgere, der venter på en afregning, naturligvis med fokus på først at betale dem, der har ventet længst, lød det i en mail fra Lauritz.coms finansdirektør, Preben Lindgaard, til TV 2 tirsdag i sidste uge.
Jeg stoler ikke på dem mere
Helle Holm, kunde hos Lauritz.com
- Som sagt har Lauritz altid afregnet alle sine sælgere – det gør vi også nu, selvom visse kunder har oplevet en beklagelig forsinkelse.
Han ønskede ikke at svare på, præcis hvor mange sælgere der er berørt af forsinkelser ud over de 60 bankdage, som Lauritz.com selv har stillet kunderne i udsigt.
Helle Holm undrer sig over, at Lauritz.com ikke melder noget konkret ud til disse kunder:
- Jeg har ikke fået noget som helst at vide af Lauritz.com. Jeg har skrevet mellem fem og syv mails efterhånden og sendt til forskellige adresser. Hver gang får jeg at vide, at de sender en rykker til hovedkontoret og bogholderiet, men der sker ikke noget.
- Jeg har handlet med dem i ti år. Der har aldrig været noget, men lige nu er jeg altså rasende på dem. Jeg stoler ikke på dem mere, siger hun til TV 2.
Sælger må låne til regningerne
Cecilie Dalsgaard er også godt træt af, at hun endnu ikke har fået noget at vide.
- Jeg er en af de “relative få”, som stadig venter på mine penge. Jeg har været i kontakt med Lauritz.com på mail, men de har intet svar på, hvornår man kan forvente sine penge på kontoen, skriver hun i en mail til TV 2.
Da Lauritz.com forlængede udbetalingsfristen fra 40 til 60 bankdage, blev der sendt en mail ud til kunder, hvor Lauritz.com beklagede. Her blev kunderne også tilbudt en voucher, så de kunne sætte endnu en vare til salg uden at skulle betale gebyrer til auktionshuset.
Forsinkelserne ud over de 60 bankdage har ifølge Helle Holm og Cecilie Dalsgaard hverken været efterfulgt af en mail med beklagelse eller en kompensation for den lange ventetid.
- Som kunde føler jeg mig totalt til grin over deres måde at behandle os på. Det mindste, man kan gøre, er at fortælle sine kunder, præcis hvornår pengene kommer. Jeg kan ikke bruge til noget, at de melder ud, at der går nogle uger. Jeg ved jo, at de ikke holder, hvad de lover.
- Jeg har givet dem en uge. Hvis ikke pengene kommer, så må vi tage fat på fogedretten og håbe, at de kan sende et inkassovarsel til Lauritz.com, siger Cecilie Dalsgaard i et interview med TV 2.
Cecilie Dalsgaard har ikke lyst til at benytte den voucher, hun er blevet tilbudt.
- Voucheren, de har givet som kompensation for, at jeg skulle vente 60 bankdage, er mega malplaceret. Jeg har jo ikke lyst til at give dem nye varer, når jeg ikke engang ved, om jeg får penge for dem, jeg har indleveret. De burde fjerne salæret for det tidligere salg, siger hun videre.
Cecilie Dalsgaard solgte to designerstole 5. februar. Hendes tilgodehavende lyder på 6260 kroner.
Hun skulle have brugt pengene på energiregningen i starten af maj, hvor hun forventede pengene efter første forsinkelse, men nu har hun været nødt til at låne til regningerne.
- Jeg er studerende, og jeg er også hårdt ramt af inflation, ligesom Lauritz.com påstår, at de er. Men jeg kan ikke bare sige til dem, at jeg skylder penge, eller til ekspedienten i Netto, at jeg betaler inden for 60 bankdage, siger Cecilie Dalsgaard.
Hvor højt skal man råbe?
Efter at have solgt to guldsmykker har Rene Jensen 33.600 kroner til gode hos Lauritz.com.
- Jeg forstår det slet ikke. Jeg er dybt rystet over, at et stort firma behandler folk sådan her. Jeg kigger hver morgen for at se, om de er gået konkurs. Jeg tør da ikke sælge noget mere, for jeg har intet hørt fra dem, siger Rene Jensen.
Lauritz.com har flere gange sagt, at pengene nok skal komme. Hvorfor venter du ikke bare?
- Det er ting, der er solgt i januar og februar. Jeg er bange for, at jeg slet ikke får dem.
TV 2 har spurgt Lauritz.com, hvorfor de i flere tilfælde ikke overholder egne salgsvilkår. Derudover har TV 2 forsøgt at få Lauritz.com til at svare på, hvorfor de ikke har meddelt kunder, der har ventet mere end 60 bankdage, hvorfor de skal vente længere end det.
Lauritz.com's finansdirektør, Preben Lindgaard, har ikke ønsket at stille op til interview, men svarer i en mail:
- Vi registrerer qua forbrugskrisen stadig en tilbageholdende købsadfærd, der tilmed er mere volatil end i årets første måneder. Som nævnt i sidste uge har vores salg den seneste periode ligget under den prognose, vi havde lagt, hvilket er grunden til, at vi ikke har kunnet betale de berørte sælgere så hurtigt som forventet.
Hvorfor sender I ikke en mail, så kunderne ved, om de skal vente 70 bankdage, 80 bankdage eller måske 100 bankdage?
- Vi har tidligere skrevet til de af vores kunder, der er berørt. Det har vi gjort ad flere omgange og planlægger at gøre det igen i næste uge.
Planlægger I at kompensere de kunder, der venter mere end 60 bankdage?
- Vi har som tidligere nævnt tilbudt kunder at sælge gratis ved næste indlevering. Dette tilbud gælder stadig og indgår også i næste uges skrivelse til de berørte sælgere.
Vi har tidligere talt med kunder, der har oplevet, at de fik deres penge samme dag og aften, som de optrådte hos TV 2 med deres historie. Hvorfor er det dem, der råber højt, der får penge først?
- Vi prioriterer at afregne berørte sælgere ud fra, hvornår hammerslag på deres varer er faldet. Vi har i enkelte tilfælde valgt at afregne en sælger ud fra andre kriterier – herunder de sælgere, I har bragt artikler om, lyder det fra Preben Lindgaard.