Penge

Lav svensk krone sender danskere over sundet i stor stil

Danske forbrugere og svenske virksomheder står tilbage som vinderne, mens svenske forbrugere og danske virksomheder taber på den lave svenske krone.

Den billige svenske krone lokker for alvor danskerne over sundet på ferie og shoppeture.

Påskeferien ser således ud til at sætte rekord i danske rejsende over Øresund.

Rederiet ForSea, der sejler mellem Helsingør og Helsingborg, forventer over 80.000 gående passagerer i påskedagene onsdag til mandag, hvilket vil være rekordmange.

Allerede lørdag fik rederiet en forsmag på tiltagende trafik, da over 20.000 gående passagerer var med færgen over sundet for at shoppe eller tage på café.

Ikke siden marts 1992 har der været så mange gående passagerer med færgerne på én dag.

Danskernes rejselyst er størst

Også Øresundsbron oplever uset mange danske bilister i øjeblikket, og i de første 12 uger af året var den danske fritidstrafik over broen 27 procent højere end samme periode i 2019.

Det oplyser salgs- og markedsdirektør ved Øresundsbroen, Berit Vestergaard.

- Tidligere har svenske kunder haft en tydelig overvægt i fritidstrafikken. Nu er det altså omvendt, siger hun i en skriftlig kommentar til TV 2.

Samtidig melder både færgeruterne fra Frederikshavn og Grenå om ekstra stor dansk rejselyst til Sverige.

Den lave svenske krone – der igen er under 66 øre – er en økonomisk gulerod for danskerne og noget af det, der lokker danskerne til Sverige.

Sammenligning af priser i Danmark og Sverige

Der er mange hundrede kroner at spare ved at sammenligne identiske produkters priser på danske og svenske hjemmesider.

Danskerne kan blandt andet få store besparelser på eksempelvis møbler og elektronik.

Elgiganten

Samsung 85" Q60B 4K QLED Smart TV (2022)

Pris i Danmark: 13.999 kroner

Pris i Sverige: 11.850 kroner (omregnet fra 17.990 svenske kroner)

Besparelse: 2149 kroner

IKEA

Pax hjørnegarderobeskab (211 gange 213 gange 236 centimeter)

Pris i Danmark: 10.990 kroner

Pris i Sverige: 10.178 kroner (omregnet fra 15.280 svenske kroner)

Besparelse: 812 kroner

Kilde: ikea.dk, ikea.se, elgiganten.dk og elgiganten.se

Fastkurspolitik eller ej

En af årsagerne til, at den svenske krone er svækket, er, at Sverige ikke er kommet helt så stærkt igennem coronakrisen som for eksempel Danmark og andre europæiske lande.

Det fortæller Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Samtidig peger han også på, at renten i Sverige ikke er blevet hævet nær så meget, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har hævet sin rente.

- Når man ikke har hævet renten lige så meget, er det med til at svække valutakursen, forklarer Jeppe Juul Borre til TV 2.

Danmark fører modsat Sverige fastkurspolitik, og Nationalbanken herhjemme følger som oftest ECB. Det er ikke nødvendigvis tilfældet i Sverige, der har en mere flydende valuta.

Ifølge Jeppe Juul Borre giver fastkurspolitikken en større sikkerhed i usikre tider, da man har en større valuta at læne sig op ad.

Danske forbrugere er vinderne – svenske forbrugere taber

De danske forbrugere nyder godt af situationen i øjeblikket, når de har flere penge at købe for i Sverige. Samtidig er det også godt for de svenske virksomheder, da det er blevet nemmere at afsætte varer, forklarer cheføkonomen.

- Taberne er derimod de svenske forbrugere, der kommer mindre langt for deres tjente penge, og de danske virksomheder, der skal afsætte til svenskerne, siger han.

Danskerne har ikke siden finanskrisen i 2009 fået så meget for pengene i Sverige.

Til sammenligning skulle man i 2012 af med 90 danske kroner for at få 100 svenske kroner, og frem til 1992 var den svenske krone rent faktisk mere værd end den danske.