Penge

ECB hæver renten for sjette gang i træk på trods af uro

De seneste dages uro i banksektoren har ikke sat sig i ECB's beslutning.

Torsdag har Den Europæiske Centralbank (ECB) hævet sin rente med 0,50 procentpoint for at bringe inflationen ned.

Det skriver centralbanken i en pressemeddelelse.

Det betyder, at indlånsrenten hos ECB nu er på 3,00 procent.

Det er sjette rentemøde i træk med renteforhøjelse, og inden renteforhøjelserne lå renten på rekordlave minus 0,50 procent.

Stramningen kalder Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, for "ekstrem".

- Det er det kraftigste, vi nogensinde har set dem hæve med over så kort en periode, siger han til TV 2.

Hvorfor kan det være nødvendigt at hæve renten?

  • Nationalbankerne har flere værktøjer, de kan bruge til at regulere økonomien. Renten er en af dem.
  • Renten er prisen for at låne penge, og hvis den er lav, er det billigt at investere og billigt at øge sit privatforbrug.
  • En nationalbank kan sænke renten i et forsøg på at stimulere økonomien. Men på et eller andet tidspunkt må den så også op igen. Det skete efter finanskrisen i 00'erne.
  • Renten kan hæves igen, når økonomien er kommet tilstrækkeligt i omdrejninger og kan stå på egne ben.
  • Hvis ikke man hæver renten, er der risiko for overophedning af økonomien, blandt andet i form af bolig- og aktiebobler, der bliver pustet for højt op for lånte penge.
  • Hæves renten, bliver det dyrere at låne og investere, og det skulle gerne lægge en dæmper på økonomien. Faren er i den forbindelse, at man dæmper den så meget, at den går i stå.

Store udsving

Siden midten af sidste uge har en række voldsomme rystelser præget banksektoren i USA og Europa, og det har fået eksperter til at spekulere i, om ECB ville gå mindre hårdt til renterne end de forventede 0,50 procentpoint.

Men selvom ECB i deres pressemeddelelse bemærker, at markederne den seneste tid har været urolige, har de valgt at holde fokus på den høje inflation.

Og det er ganske fornuftigt, mener Jeppe Juul Borre.

- Hvis de havde hævet med mindre end de 0,50 procentpoint eller endda holdt en pause med rentehævningerne, kunne det godt have sendt et bekymrende signal om, hvor man egentlig stod, siger han og tilføjer:

- Med den her beslutning bevarer de troværdigheden og indikerer, at de har hånden på rettet i forhold til den sti, de allerede har lagt ud.

I pressemeddelelsen oplyser ECB, at de holder grundigt øje med markederne og står klar til at "reagere som nødvendigt" for at bevare den finansielle stabilitet i Europa.

Nationalbanken følger trop

Det forventes, at Nationalbanken i Danmark ud på eftermiddagen følger trop med rentestigninger.

Værdien af den danske krone er kort fortalt låst fast til euroen, og derfor er Nationalbankens rente i store træk nødt til at følge ECB's.

Nationalbanken har ikke altid hævet renten i samme omfang som ECB, men netop denne gang forventer Jeppe Juul Borre, at Nationalbanken vil følge ECB's eksempel og hæve med 0,50 procentpoint.

Det skyldes ifølge cheføkonomen, at den danske krone ikke er lige så stærk, som den tidligere har været.

Flere rentehævninger

Selvom ECB i sin pressemeddelelse ikke nævner noget om kommende rentestigninger, mener Jeppe Juul Borre ikke, at torsdagens rentestigning bliver den sidste.

- Jeg tror, at vi kommer til at se i hvert fald én rentehævning mere. Men den vil sandsynligvis være lidt mindre end 0,50 procentpoint – måske 0,25 procentpoint i stedet for.

Cheføkonomen mener dog, at langt de største træk fra centralbanken allerede har fundet sted. Det underbygges ikke mindst af, at inflationen allerede er faldet en del siden toppen i både Danmark, Europa og USA.