Penge

Huspriserne nærmer sig laveste punkt i to år

Kvadratmeterprisen for huse er nu blot 45 kroner over niveauet i februar 2021 ifølge Boligsiden.

Boligpriserne faldt for syvende måned i træk i januar, men i en mindre grad sammenlignet med december.

Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

De landsdækkende salgspriser for huse faldt med én procent i januar til en kvadratmeterpris på 16.068 kroner.

Fra november til december 2022 lød faldet på 2,6 procent.

- De mindre prisfald i januar er et udtryk for, at folk måske er begyndt at vænne sig mere til de stigende leveomkostninger, der kom som et chok for mange i efteråret 2022, siger Birgit Daetz i en pressemeddelelse.

Hun er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Bund er ikke gået ud

Salgspriserne for huse per kvadratmeter er nu blot 45 kroner over niveauet i februar 2021.

Cheføkonom i Sydbank, Søren Kristensen, er positivt stemt over, at priserne i januar faldt i et mere afdæmpet tempo.

- Vi har også på det seneste været vidne til at trykket fra stigende renter og høje energipriser er aftaget, da både renterne og energipriserne er faldet tilbage. Det øger sandsynligheden for en blød landing på boligmarkedet, siger han i en kommentar.

Ifølge boligøkonom og chefanalytiker i Nykredit, Mira Lie Nielsen, har husejerne nu tabt cirka 210.000 kroner i deres boligs værdi de seneste syv måneder.

Hun mener, at en betragtelig korrektion af prisen lige nu er i gang.

- Der er dog ikke tale om, at bunden går ud af boligmarkedet eller af priserne. Der er fortsat mange ting, som holder hånden under boligmarkedet, siger hun i en kommentar.

Her henviser hun til, at mange danskere fortsat har fast arbejde, og at der er få arbejdsløse.

Langvarigt fald

Birgit Daetz bider dog mærke i, at selv om priserne er faldet syv måneder i træk, kommer de fra et højt niveau.

- Selv om priserne er faldet løbende siden sommeren sidste år, er prislejet generelt set stadig på et højt niveau. Det er vigtigt at huske, at store dele af boligejerne derfor ikke ser et større værditab i boligen, siger hun.

Også salgspriserne for ejerlejligheder er faldet med én procent i januar til 31.930 kroner per kvadratmeter.

For sommerhuse var der i januar tale om et fald på 0,4 procent til 22.037 kroner per kvadratmeter.