Stribe af banker ramt af cyberangreb

Nationalbanken og en række andre banker har haft problemer med deres hjemmesider mandag og tirsdag.

Nationalbanken har mandag og tirsdag været ramt af et cyberangreb, skriver Nationalbanken til DR Nyheder.

Angrebet har betydet, at Nationalbankens hjemmeside ikke har været tilgængelig, men angrebet har ikke påvirket bankens centrale systemer eller den daglige drift, lyder det.

- Nogle brugere oplevede mandag og tirsdag morgen vanskeligheder ved at tilgå Nationalbankens hjemmeside. Hjemmesiden var udsat for et overbelastningsangreb, DDoS-angreb, skriver Nationalbanken til DR Nyheder.

Foruden angrebet på Nationalbanken, har seks banker været ramt af it-nedbrud tirsdag, skriver Avisen Danmark.

Overbelastningsangreb

Bankernes kunder har derfor ikke kunnet åbne deres banks hjemmeside og eksempelvis tilgå netbanken igennem hjemmesiden.

En af de berørte banker er Sydbank, oplyser den på Facebook.

- Vores teknikere er i fuld gang med at få siden op. Vi beklager mange gange og håber, vi snart er kørende igen, skriver banken.

De øvrige berørte er Skjern Bank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Djurslands Bank og Kreditbanken.

Bankdata, der leverer it-løsninger til en række banker, bekræfter tirsdag, at de er blevet udsat for et overbelastningsangreb. Det oplyser datacentralen til Avisen Danmark.

Kort efter klokken 13 blev det dog muligt at få adgang til bankernes hjemmesider igen.