Penge

Økonomer advarer om større prisfald: - Vi råder til ekstraordinær forsigtighed

Heldigvis er boligmarkedet mere robust i dag end tidligere, og fremtiden byder igen på stigninger, lyder det.

I årevis har der været prisfest på boligmarkedet, og særligt i landets største byer har stjernerne føltes som loftet for stigningerne.

Nu er det slut. Faldet på boligmarkedet de seneste måneder har været markant, og november var ingen undtagelse.

- Det bliver ved med at falde. Forhåbentlig ikke så voldsomt som i november, men vi har ikke set den fulde effekt af rentestigningerne endnu, siger Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

De stigende renter betyder, at det er sværere at låne penge til at købe bolig. Både huse og ejerlejligheder bliver berørt af den manglende efterspørgsel, forklarer Søren Kristensen.

Den gennemsnitlige salgspris for huse faldt i november med 4,1 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år og 2,6 procent i forhold til oktober.

For ejerlejligheder lyder faldet på henholdsvis 4,9 procent i forhold til sidste år og 1,7 procent lavere end oktober.

Skal justere sig efter de økonomiske muskler

Mens prisfaldet for mange boligejere er bekymrende, så er der to sider af enhver sag, som Søren Kristensen formulerer det.

For sultende boligkøbere, der allerede har kapital klar, er det en delvist god nyhed, fordi prisen vil stige igen i fremtiden.

- Men man skal huske på, at renterne er steget, så det er betydeligt sværere at låne penge. Vi råder vores kunder til, at det er svært at time et køb med det her boligmarked, siger han og tilføjer:

- Vi råder til ekstraordinær forsigtighed, og at man ser ind i, at priserne vil falde mere. Vi siger, at man ikke skal se en bolig som investering, man skal købe bolig, hvis man har brug for det.

I øjeblikket handler det meget om at holde styr på sammenhængskraften i samfundet, og derfor skal købere tage varsomme skridt.

- De økonomiske muskler, som køberne har, skal kunne bære de priser, der er. Når renten er 4 procent i stedet for 0,5, så er der færre muskler at gøre godt med, og det skal prisniveauet nu indstille sig på.

Der vil være en bund

Selvom priserne vil blive ved med at falde, så har vi formentlig set de mest dramatiske prisfald nu, mener Søren Kristensen.

- Jeg tror, at faldene bliver lidt mindre. Så vi vil se fortsatte boligprisfald i hvert fald i første halvdel af 2023, og så vil vi nok se, at de begynder at stige.

Han tilføjer, at der vil være en bund under prisfaldene på markedet.

Samme konklusion er Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, nået til.

- Vi forventer, at huspriserne skal ned med yderligere 5-10 procent, mens lejligheder også kan komme ned med yderligere 10 procent. Det er markante prisfald, men vi skal huske, at det kommer efter en periode med kraftige prisstigninger.

Han peger på, at boligpriserne vil komme tilbage til niveauet fra 2020, og derfor er det stadig højt.

Selvom faldene allerede har været betragtelige, og man kan drage paralleller mellem finanskrisen i 2008 og den økonomiske krise i dag, ser det dog bedre ud for fremtiden nu sammenlignet med dengang.

- Det, der er den store forskel, når vi ser væk fra boligprisstigninger og fald, er, at boligmarkedet er meget mere robust i dag, siger Jeppe Juul Borre.