Betalingsappen Weshare lukker – ny løsning kan være på vej

Mobilepays app Weshare lukker 1. februar 2023, da udgifterne ved at holde den kørende er for høje.

Weshare lukker fra 1. februar 2023. Det meddeler Mobilepay på sin hjemmeside.

Weshare er en mobilapp, hvor brugere løbende kan lægge udgifter ind. Herefter udregner appen automatisk, hvor meget de enkelte brugere enten skylder eller skal modtage.

Mobilepay står bag Weshare, og det er derfor også gennem Mobilepay, at brugerne afregner udestående beløb.

Uafsluttede regnskaber i Weshare 1. februar vil frem til 1. maj kunne eksporteres til Mobilepay-appen.

Dyr platform

Mobilepay meddeler, at Weshare er bygget på en anden platform end Mobilepay, og at det vil være for dyrt at holde WeShare ved lige på den nuværende platform.

- Samtidig vil det også være en for stor investering for os at flytte Weshare over på samme platform som Mobilepay. Derfor har vi besluttet at lukke Weshare, skriver Mobilepay.

Weshare har været gratis for brugerne. Mobilepay har derfor afsøgt andre forskellige muligheder for at skabe indtægter gennem Weshare, uden at det er lykkedes.

- Selv om brugerne typisk er meget glade for Weshare, bruger de den for lidt. Dermed bliver det umuligt at skabe en fornuftig forretning, som samtidig kan rumme plads til de nødvendige investeringer, siger Morten Kjelsø, der er chef for udvikling og it i Mobilepay.

Fusion med norsk mobiltjeneste

Mobilepay står til at skulle fusionere med den norske mobilbetalingstjeneste Vipps. Det skal gøre det muligt at overføre penge på tværs af de nordiske landegrænser.

Mobilepay oplyser dog, at beslutningen om at lukke Weshare ikke har noget med fusionen at gøre. Beslutningen var truffet inden, lyder det.

Norske Vipps' app har den dag i dag en funktion, der minder om Weshare.

Mobilepay forventer derfor, at det senere bliver muligt for en gruppe at afregne løbende udgifter i Mobilepay-appen.

Weshare har i dag 1.230.000 registrerede brugere i Danmark.

Omkring 760.000 danskere har brugt Weshare mindst én gang i 2022.