Penge

Igen falder boligpriserne - og nu hæver Den Europæiske Centralbank måske renten yderligere

Det ubesvarede spørgsmål er, hvor meget Den Europæiske Centralbank hæver renten med, siger ekspert.

Efter et par år med et brandvarmt boligmarked, der satte den ene rekord efter den anden, er billedet ved at ændre sig.

For anden måned i træk falder priserne på boliger – denne gang gælder det samtlige boligtyper i Danmark. Det viser helt nye tal fra Boligsiden, hvor det fremgår, at huspriserne i august faldt med 0,5 procent, mens lejlighedspriserne faldt med 1,6 procent.

Hvis økonomien gik godt, ville et par måneders fald ikke vække den store bekymring

Jeppe Juul Borre, cheføkonom, Arbejdernes Landsbank

Ser man på det samlede fald for både juli og august, er det decideret markant, mener Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

For på de to sommermåneder alene er priserne på huse og lejligheder faldet med henholdsvis 1,4 procent og 3,2 procent.

- Det lyder måske ikke af meget, men når vi ser på, hvor kort en periode det er sket på, er det i en vis størrelsesorden, siger han til TV 2.

Renten stiger, prisen falder

Det er dog ikke den eneste grund til, at faldet i boligpriserne – med Jeppe Juul Borres ord – er markant:

- Hvis økonomien generelt gik godt, ville et par måneders prisfald ikke vække den store bekymring. Men virkeligheden er, at vores økonomi bærer præg af økonomisk usikkerhed, energiprisstigninger og rentestigninger, og når man kobler det sammen med prisfaldet, er det langt fra tilfældigt, understreger han.

Man skal især se mod de mærkbare rentestigninger for at finde forklaringen på de faldende boligpriser, forklarer cheføkonomen.

Renten på et fastforrentet lån ligger i dag på omkring 5 procent, mens den for godt 1,5 år siden lå på 0,5 procent.

Når renten stiger, bliver det dyrere at låne penge til at købe en bolig. Det påvirker boligefterspørgslen, hvilket får priserne til at falde.

Møde i centralbanken kan blive historisk

Det er Den Europæiske Centralbanks (ECB) mål at holde inflationen – den takt, priserne stiger med – på cirka 2 procent om året, men i august kom inflationen over 9 procent.

Og bliver inflationen for høj, er det et almindeligt redskab for ECB at hæve renten for at presse inflationen ned igen.

Tidligere på sommeren hævede ECB sin rente for første gang i 11 år, hvor den steg med 0,5 procentpoint, og torsdag holder bankens ledelse endnu et rentemøde, hvor det er forventningen, at renten endnu en gang bliver sat op.

- De hæver renten, fordi deres primære mandat er prisstabilitet, og hvis der er noget, vi ikke har i samfundet, så er det det, siger Jeppe Juul Borre.

- Det ubesvarede spørgsmål er, hvor meget de hæver den med. Det bliver enten med 0,50 eller 0,75 procentpoint, og jeg forventer det sidste, siger han.

Hvis ECB torsdag hæver renten med 0,75 procentpoint, som Jeppe Juul Borre forventer, vil det være det største rentehop i euroens levetid og dermed en historisk beslutning.