Efter rædselsmåneder ser det danske aktiemarked ud til at vende – men pas på med investeringerne
Nedturen på aktiemarkedet ser i disse dage ud til at vende. En kapitalforvalter giver her fire råd til at komme i gang med at investere.
Det danske aktiemarked viser i øjeblikket gode takter.
Torsdag steg det danske C25-aktieindeks med hele 2,9 procent, og fredag fulgte det trop med stigninger på mere end 1 procent.
Indekset ligger i øjeblikket på fine 12 procent for hele juli måned, og samtidig ser det ud til, at de europæiske aktier nærmer sig den bedste måned siden november 2020.
Det sker efter flere rædselsmåneder for markedet, der stadig er nede med omkring 10 procent.
En god måned
Og noget tyder på, at der i takt med stigningerne på markedet også er stigende interesse for aktieindkøb blandt danskerne. I hvert fald er et af de mest googlede spørgsmål den seneste uge, ”hvordan investerer man i aktier”.
Men selvom man kan forledes til at tro, at det danske aktiemarked er ved at vende, og det kan være fristende at satse på fortsat grønne tal, skal man holde lidt på sine penge.
Det siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandlen hos Artha Kapitalforvaltning.
- Vi har haft et par gode dage, en god måned, men der er foreløbig gået syv af årets måneder. To af dem har været positive, resten har været negative, fortæller han.
Ifølge ham er der et par jokere, man skal være opmærksom på, hvis man lader sig rive med af to gode dage i træk for de danske aktier.
Rentestigninger skaber usikkerhed
I sidste uge hævede Den Europæiske Centralbank (ECB) sin rente med 0,50 procentpoint. Senere samme dag fulgte Danmarks Nationalbank trop.
Tirsdag satte den amerikanske centralbank (FED) igen renten op med 0,75 procentpoint. Rentehævningerne er tiltag, der skal sætte en stopper for den højeste inflation i knap 40 år.
Og centralbankernes renteændringer sætter sig direkte i aktiemarkedet, fortæller Lars Hytting.
- Hvis der er noget, aktierne ikke kan lide, så er det, at renterne stiger voldsomt, siger han.
Han forklarer, at rentestigningerne i kombination med inflationen gør os urolige og afventende, hvilket kan være giftigt for markedet. Samtidig forventer markedet yderligere renteforhøjelser. Men renten må ikke stige for meget eller for hurtigt, understreger han:
- Medicinen skal doseres korrekt, ellers kvæler man hele økonomien og væksten, så bankerne skal ikke stramme for meget.
Dårligt aktieår
Ud over usikkerheden omkring centralbankernes renteændringer er det globale marked også presset af en generel usikkerhed, der skyldes Ruslands krig i Ukraine.
Samtidig skal vi holde os for øje, at de gode tal på aktiemarkedet er et øjebliksbillede. Overordnet set er år 2022 faktisk et dårligt aktieår.
- Aktiviteten er dalende. Detailsalget falder over hele kloden, virksomheder melder om nedgang i aktiviteten. Det er en direkte konsekvens af de højere renter, forklarer Lars Hytting.
Fire råd til at komme i gang
Hvis du mener, at nu er det rigtige tidspunkt for dig at blive privatinvestor, har Lars Hytting følgende investeringsråd:
- Lad være med at investere penge, du kan bruge på noget andet. Hvis valget står mellem at købe et nyt køkken eller investere de samme penge i aktier, ville jeg altid råde dig til at købe køkkenet. For det første gør et nyt køkken dig glad, og for det andet risikerer man at miste penge på aktierne.
- Investér langsigtet. At investere må aldrig sidestilles med at gå på kasino eller hurtige penge. Hvis det er hurtige penge, du er ude efter, skal du gå et andet sted hen.
- Få hjælp fra professionelle. Hvis du har penge, du gerne vil investere, så få nogle til at investere dem for dig. Der er masser af steder at få hjælp og masser af dygtige mennesker, der lever af det.
- Sørg for ikke at lægge alle æg i samme kurv. Spred risikoen ved at investere i mange forskellige aktier.