Penge

Danske Bank forudser stor opbremsning i økonomien

Hvis gasforsyningen kommer under pres, vil det kun gøre forudsigelserne endnu mere dystre.

Dansk økonomi har kurs mod en kraftig opbremsning med lavere vækst, faldende boligpriser og flere arbejdsløse. Sådan lyder det i en prognose fra Danske Bank.

Her fremgår det, at banken på bare tre måneder har halveret sine forventninger til væksten for 2023 fra 1,3 procent til 0,7 procent.

Ifølge Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, skyldes det særligt én ting: inflationen.

- Inflationen er steget så meget. Det skaber et stort pres, der blandt andet betyder rentestigninger, og at danskerne generelt mister købekraft, siger han til TV 2.

Og det kan ikke undgås, at danskerne kommer til at mærke det på pengepungen endnu mere, end de allerede gør nu.

- Vi vil få en form for økonomisk krise, om end en lille en, siger Las Olsen.

Vi skal ud på den anden side

Las Olsen, cheføkonom Danske Bank

Nødvendigt med opbremsning

Konkret forventer Danske Bank, at renterne på et boliglån, der allerede er steget markant, vil have skruet boligpriserne ned med omkring 6 procent inden udgangen af 2023, står det i rapporten.

Banken forventer også, at opbremsningen vil være så kraftig, at arbejdsløsheden vil stige i løbet af næste år.

Selvom en opbremsning i økonomien ikke ligefrem lyder positivt, så er det ifølge Las Olsen nødvendigt, hvis vi skal få kontrol med inflationen.

- Vi skal ud på den anden side med en mere afdæmpet økonomi, både herhjemme og i udlandet. Vi kan ikke fortsætte på den måde, vi hele tiden har kørt på, siger han.

Danmark har på nuværende tidspunkt verdens laveste officielle rente på minus 0,6 procent. Forventningen er dog, at den vil blive hævet, ligesom det er sket i andre lande, fortæller Las Olsen.

Den amerikanske centralbank, FED, hævede for nylig renten med 0,75 procentpoint, hvilket var den største renteforhøjelse siden 1994.

Mulig forsyningskrise

Danske Bank forventer, at der vil være kvartaler med negativ vækst de kommende år, men der vil ikke blive tale om en dyb krise.

En ting kan dog ændre det billede meget hurtigt, nemlig hvis gasforsyningen kommer under pres. Og det er ikke usandsynligt.

Mandag advarede Energistyrelsen om en mulig forsyningskrise for gas i Danmark, fordi der er stigende usikkerhed om de russiske gasleverancer.

Hvis Danmark ender i en regulær forsyningskrise, vil gassen blive lukket for nogle virksomheder for blandt andet at sikre gas til hospitaler og opvarmning af boliger.