Inden længe følger andre med, siger erhvervskommentator om Saxo Banks opsigtsvækkende manøvre
Bankerne har de seneste år kunnet gemme sig bag centralbankernes rente. Men det ændrer sig snart, mener Ole Krohn.
For Saxo Bank er der en signalværdi i at være de første til at afskaffe minusrenter på kundernes opsparing.
Men banken kommer formentlig ikke til længe at være den eneste større bank uden negative renter:
- Det er næsten Saxo Banks rolle som den frække dreng i klassen at løbe foran på den her måde. Men min vurdering vil være, at større banker følger med inden så længe, siger TV 2s erhvervskommentator, Ole Krohn, efter Saxo Banks meddelelse mandag.
- Når det sker, forsvinder de sidste argumenter
Direkte adspurgt har flere af landets største banker afvist over for TV 2 at forholde sig til, om de planlægger at følge i Saxo Banks spor og sløjfe minusrenterne.
Nordea oplyser i en mail, at de følger Nationalbankens ageren, fordi bankerne, som tingene står i dag, fortsat skal betale for at have penge stående i den danske centralbank.
Men det er netop denne mekanisme, der formentlig snart sætter en stopper for minusrenterne helt generelt, mener Ole Krohn.
Den Europæiske Centralbank, ECB, sagde således i sidste uge, at den planlægger to renteforhøjelser hen over sommeren og efteråret, og så vil indskudsrenten i Nationalbanken formentlig blive positiv.
- Det næste skridt bliver først og fremmest ECB’s. Ud fra deres signaler forventes det, at renten går i plus, og så gør Nationalbankens rente det også. Når det sker, forsvinder de sidste argumenter for negative renter i de store banker, siger Ole Krohn.
Officielt har ECB meldt ud, at renten vil blive hævet med 0,25 procentpoint ved næste rentemøde i juli, og derudover ”forventes” renten at blive hævet igen i september.
Forbrugerrådet Tænk: Dagens bedste nyhed
Debatten om minusrenterne har larmet, lige siden de første banker indførte betaling for opsparing i efteråret 2019.
Særligt i 2020 og 2021, hvor det beløb, bankerne friholder for minusrenter, blev sænket flere gange, skabte det sammenstød. En af de mest udtalte modstandere mod minusrenterne har været Forbrugerrådet Tænk, og derfor glæder formand Anja Philip sig da også over, at Saxo Bank nu går foran:
- Det er dagens bedste nyhed. Selvom Saxo Bank ikke er en traditionel bank, så har vi nu en bank, der tager det første skridt. Vi håber, at de andre banker nu følger med, siger Anja Philip til TV 2.
Omvendt frygter hun, at bankerne måske vil være mindre villige til at fjerne minusrenterne, end de har været til at indføre dem.
- Det er desværre en tendens, vi har set gennem flere år, at det er meget nemt at sætte gebyrerne op eller at indføre de negative renter, men når det går den anden vej til forbrugernes fordel, så går det lidt tungere, siger Forbrugerrådet Tænks formand.