Russisk gaslukning kan blive dyr for Danmark – og i værste fald udløse en egentlig krise, mener cheføkonom

Lukningen for russisk gas til Danmark vil "gøre rigtig ondt på økonomien", siger cheføkonom – men på kort sigt er der ingen grund til bekymring.

Fra i dag lukker det russiske gasselskab Gazprom for gassen til danske Ørsted.

Det skyldes, at Ørsted nægter at imødekomme Gazproms krav om at betale for gassen i rubler.

Selvom danskerne ikke vil kunne mærke en stor effekt på energipriserne på kort sigt, kan et luk for russisk gas blive dyrt for os i længden – og i værste tilfælde resultere i en økonomisk krise. Det siger Søren V. Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank.

- Det bliver ved med at være rigtig dyrt at skulle bruge gas, og derfor er det selvfølgelig rigtig uheldigt – det gør, at situationen bare bliver værre, siger han til TV 2.

Gas bliver dyrere

Når der på kort sigt ikke er grund til den store bekymring, skyldes det, at det ikke kommer som en overraskelse for Ørsted, at Rusland lukker for gassen.

Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, truede senest med at lukke for gassen til Ørsted i et brev til Børsen 5. april.

Der er ingen tvivl om, at det her selvfølgelig er pil op til prisen

Søren V. Kristensen, cheføkonom, Sydbank

Derfor har Ørsted fyldt lagrene op. Samtidig befinder Danmark sig i en relativt fordelagtig situation, fordi det i øjeblikket ikke er fyringssæson, siger Søren V. Kristensen.

- Vi er faktisk ved at opbygge lagrene og ikke nedbringe dem, forklarer han.

Danmark kommer ifølge Søren V. Kristensen heller ikke til at mangle gas, for Rusland har endnu ikke lukket for gassen til alle andre europæiske lande. Derfor kan vi blot købe gas af de lande i stedet for – men til en højere pris.

Det skyldes, at Ørsted ifølge cheføkonomen højst sandsynligt har fået rabat hos Gazprom på grund af deres langvarige kontrakt, og nu skal til at betale markedsprisen i stedet.

- Der er ingen tvivl om, at det her selvfølgelig er pil op til prisen, også fordi det puster til den usikkerhed, der er om, om der bliver lukket helt for gassen, siger han.

Det er ikke muligt at forudse, præcis hvor meget priserne kommer til at stige i kroner og ører på grund af de mange usikkerheder på markedet, lyder det.

Vækst kan forsvinde

Hvis man skuer længere ud i fremtiden, kan Gazproms luk for gastilførslen ifølge Søren V. Kristensen betyde et vejrskifte i dansk økonomi.

- Hvor vi det sidste år har set stærk vækst, masser af arbejdspladser, stigende huspriser, så skal vi nu til at berede os på noget nyt, hvor det hele går lidt langsommere, fortæller han.

Blandt andet kan konsekvensen blive, at væksten i dansk økonomi aftager eller helt forsvinder, og at arbejdsløsheden stiger, lyder det.

Virksomheder må stoppe produktion

Indtil videre har Rusland lukket for gassen til Holland, Finland, Bulgarien og Polen, men landet har flere gange truet med at lukke helt for gassen til Europa, hvilket ikke længere kan betragtes som en usandsynlighed ifølge TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn.

- Det ser ud, som om Rusland tager flere og flere lande ud og siger: Vi agter ikke at levere mere gas til jer. Derfor kan der godt være tegn på, at det kan blive farligt, siger han.

Hvis det sker, kommer vi ifølge Søren V. Kristensen til at stå i en forsyningskrise, der i sidste ende vil resultere i en økonomisk krise i form af en recession. En recession er en periode med økonomisk nedgang.

- Vi kommer til at mangle gas. Forhåbentlig og sandsynligvis ikke til husholdningerne, ikke så vi ikke kan holde varmen, men nogle virksomheder vil nok opleve, at de ikke kan få det, de skal bruge, og så må indstille produktionen, og det vil selvfølgelig gøre rigtig ondt på økonomien, forklarer han.