Penge

Store banker skal sænke gebyr for kortbetaling i udlandet

Danske Bank og Nordea skal inden for fire måneder sænke gebyrer, så de "ikke længere er urimeligt høje".

Konkurrencerådet påbyder Danske Bank og Nordea de to største banker i Danmark at sænke det gebyr, de kræver, når man som forbruger betaler med kort i udenlandsk valuta.

Bankernes valutatillæg, som det hedder, har ifølge konkurrencemyndighederne været "urimeligt høje".

Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse onsdag.

Vi mener ikke, at vi har taget for høje priser på dette område

Mads Skovlund, chef for privatkunder i Nordea Danmark

Christian Schultz, formand for Konkurrencerådet, siger, at man i et stykke tid har været opmærksomme på, at flere banker har øget valutatillægget.

- Efter omfattende undersøgelser af de to største bankers valutatillæg har de nu fået påbud om at sænke det. Og jeg vil da opfordre andre banker til at sikre sig, at deres valutatillæg heller ikke er for høje.

- Det er vigtigt, at vi som forbrugere kan stole på, at vi ikke betaler urimeligt meget for at bruge vores betalingskort, når vi skal købe noget i udenlandsk valuta. Det er afgørelsen her netop med til at sikre, siger han i pressemeddelelsen.

Overtrådte betalingsloven

Konkurrencerådet har det overordnede ansvar for administration af konkurrenceloven. Det træffer afgørelser i principielle og større konkurrencesager.

Bankerne skal inden for fire måneder sænke valutatillæggene, så de "ikke længere er urimeligt høje".

Rådet siger ikke specifikt, hvor meget valutatillæggene skal sænkes med. Bankerne skal altså i første omgang selv vurdere, hvor meget det skal sænkes for at være rimeligt.

De har ifølge konkurrencemyndighederne overtrådt betalingsloven ved at have for høje priser for betalinger med Visa/dankort i udenlandsk valuta.

Ifølge betalingsloven må banker ikke anvende urimelige priser og avancer på brug af Visa/dankort i udenlandsk valuta.

Forbrugerrådet Tænk klagede

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har efter en klage fra Forbrugerrådet Tænk set nærmere på stigninger i tillægget hos en række banker.

I første omgang har styrelsen valgt at undersøge landets to største banker.

Begge banker hævede i 2017 deres valutatillæg fra 1 til 1,5 procent af købsbeløbet ved brug af Visa/dankort i Europa og fra 1,5 til 2 procent af kortene uden for Europa.

Det fremgår ikke af afgørelsen, hvad bankerne bør sænke valutatillæggene til.

Banker er ikke enige i afgørelsen

Danske Bank erklærer sig uenig i afgørelsen og vil anke. Banken mener, at styrelsen regner overskudsgraden på valutatillægget ud på en forkert måde.

- Det skaber et misvisende billede af, hvad vi rent faktisk tjener på kortet.

- Historisk set er Visa/dankort prissat baseret på de samlede omkostninger i forbindelse med at udbyde kortet til vores kunder. Og faktum er, at Visa/dankort ikke har været profitabelt for Danske Bank de sidste fem år, siger pressechef Stefan Singh Kailay i en skriftlig kommentar.

Han tilføjer, at der de senere år har været flere ændringer på kortområdet, som har øget bankens udgifter. Derfor besluttede den at hæve valutatillægget.

Nordea er heller ikke enig i afgørelsen. Banken vil den næste tid overveje situationen og afgørelsen.

- Vi er overraskede over afgørelsen og påbuddet. Vi mener ikke, at vi har taget for høje priser på dette område, men derimod at vi i god tro har fastsat vores priser på et frit, konkurrencedygtigt marked, siger chef for privatkunder i Nordea Danmark Mads Skovlund i en skriftlig kommentar.