Penge

Bitcoin sætter rekord, og det er der formentlig én grund til

En godkendelse fra de amerikanske børsmyndigheder betyder ifølge eksperter, at der bliver skabt en ny gennemsigtighed ved handel med kryptovaluta.

Kryptovalutaen bitcoin har onsdag sat rekord, da prisen for en stund kom over 66.000 amerikanske dollars.

Det svarer til lige knap 422.000 danske kroner per bitcoin.

Rekorden bliver sat efter flere måneder med store udsving, og ifølge Per Hansen, som er investeringsstrateg hos Nordnet, er der formentlig én forklaring på, at prisen er gået i vejret: Spekulationer om, at den i fremtiden kan handles via såkaldte bitcoin-ETF'er, hvor pengene samtidig bliver investeret i kryptovalutaen.

ETF står for "Exchange Traded Fund", som på dansk er en børssat fond. Og hvis bitcoin kan handles via en børssat fond, får købere og sælgere en bedre forståelse af, hvad de handler med, vurderer Per Hansen.

- Det skaber en helt anden legitimering af bitcoin, når det bliver muligt at handle det via en transparent fond, siger han.

Ny gennemsigtighed

I sidste uge beskrev Edward Moya, markedsanalytiker hos finansfirmaet Oanda, at en godkendelse vil være et vendepunkt for kryptobranchen.

- Det kan være den vigtigste drivkraft for at få den næste bølge af kryptoinvestorer, sagde han til AFP.

Tirsdag blev det første skridt i retningen mod at handle med bitcoins direkte på børsen taget på fondsbørsen i New York.

Her lancerede kapitalforvalteren ProShares muligheden for at handle med bitcoin futures. Det betyder, at man som investor kan købe sig ind i, at man satser på, at bitcoin stiger, uden at udbyderen af ETF'en direkte handler med kryptovalutaen.

Nu venter investorerne i spænding på, at de amerikanske finansmyndigheder tager stilling til, om ETF'er, hvor det kræves, at udbyderen fysisk køber kryptovaluta som sikkerhed, bliver tilladt på børsen i USA. Sker det, forventes prisen at eksplodere.

Større gennemsigtighed

Ifølge Per Hansen betyder de nye bitcoin-ETF'er, at der bliver skabt en ny gennemsigtighed, når man handler med bitcoins.

- Det er vigtigt, fordi den måde, hvorpå bitcoins har været handlet på indtil nu, ikke har gjort det tydeligt for den enkelte, hvilke salgs- og købspriser man har at vælge imellem, siger han.

Hvad er bitcoins?

  • Bitcoins er en kryptovaluta, som er en digital valuta, og derfor ikke findes i fysisk form.
  • I modsætning til andre valutaer er Bitcoins decentrale. Det betyder, at de ikke er reguleret af nogen centralbank eller anden organisation.
  • I stedet bliver de frigivet af et netværk af computere ved hjælp af kryptografiske algoritmer.
  • Der er et begrænset udbud af bitcoins på 21 millioner styk. Så når alle er frigivet, kommer der ikke nye til.

- Der har ikke været ligeså meget gennemsigtighed ved køb af bitcoins, som hvis man eksempelvis vil købe 100 Novo Nordisk-aktier.

Derudover reducerer det risikoen for, at man som bitcoin-handler pludselig får stjålet sine penge.

Det har man eksempelvis set i august, hvor en gruppe hackere stjal kryptovaluta for svimlende 600 millioner dollars i et cyberangreb. Det svarer til cirka 3,8 milliarder danske kroner.

Men at det nu bliver mere sikkert at investere i bitcoins gennem et investeringsprodukt på børsen i New York er også noget, der skubber til tiltroen om, at endnu flere vil handle bitcoins.

Og det betyder, at markedet stiger, fortæller Per Hansen.

Skabt af anonym gruppe

Bitcoins er en type kryptovaluta, og kryptovalutaer er notorisk kendt for at svinge voldsomt i værdi. Af alle kryptovalutaer er Bitcoin den mest værdifulde.

Den blev skabt i 2009 af en anonym computerprogrammør eller gruppe, der kaldte sig Satoshi Nakamoto.

I de første år blev der mest talt om bitcoin i de mørke afkroge af internettet, blandt andet fordi den i kraft af sin anonymitet fik ry for at blive brugt til lyssky forretninger.

I dag er historien om bitcoin en helt anden, og flere virksomheder har investeret i kryptovalutaen.

Det gælder blandt andet amerikanske Tesla, der i januar i år investerede for 1,5 milliarder dollars, hvilket fik bitcoin til at stige til knap 43.000 dollars. Det var på daværende tidspunkt det højeste, den nogensinde havde ligget.

Tesla suspenderede dog efterfølgende kryptovalutaen som betaling – ifølge topchef Elon Musk af hensyn til miljøet.