Penge

Forsikringsselskaber kimes ned af bekymrede danskere

Forsikringsselskabet Topdanmark har ikke haft så travlt siden sidste forår.

I landets største forsikringsselskab, Tryg, kalder de det for bekymringsopkald.

For selvom flere danskere rejser på ferie i udlandet i øjeblikket, er det de færreste, der kan lade deres coronabekymringer blive derhjemme.

Hvordan er man eksempelvis stillet, hvis man bliver smittet med coronavirus, mens man er i Italien? Hvem skal betale, hvis man er nødt til at gå i isolation på et hotel i Grækenland? Og hvad hvis man skal gå i karantæne, inden man overhovedet er kommet afsted?

- Den slags opkald får vi en hel masse af i øjeblikket, siger Susanne Lindhage, der er pressechef for Tryg i Danmark.

Ikke haft så travlt siden sidste forår

Også hos Topdanmark, landets næststørste forsikringsselskab, ringer mange ind med spørgsmål om corona, regler og rejseforsikringer.

Faktisk har Topdanmark oplevet en stigning i antallet af kundehenvendelser vedrørende rejseforsikring på 45-50 procent siden maj.

- Ikke siden nedlukningen sidste forår, hvor vi hjalp et rekordstort antal kunder med rejse- og afbestillingsforsikringer, har vi haft så travlt, som vi har lige nu, skriver Topdanmarks pressechef, Troels Klarskov, i en mail til TV 2.

Han fortæller, at det særligt er to bekymringer, folk søger svar på, når de ringer til deres forsikringsselskab.

Dels hvordan de er stillet, hvis de bliver nødt til at afbestille deres ferie, fordi de skal i karantæne som nærkontakt.

Og dels hvilke muligheder der er for at få hjælp, og hvordan man er stillet, hvis man bliver syg eller skal i karantæne, mens man er ude at rejse.

Forskellige regler

Skulle uheldet være ude, vil der ofte være hjælp at hente.

For Trygs kunder gælder det, at så længe man overholder myndighedernes vejledninger, bliver der ikke gjort forskel på coronavirus og andre sygdomme. Her kan det have en betydning, hvilken forsikring man har, og hvorvidt man har en afbestillingsforsikring eller kun en rejseforsikring.

Topdanmark oplyser, at deres afbestillingsforsikring gælder, hvis man kan fremvise en positiv PCR-test, eller hvis man kan dokumentere, at man som nærkontakt i første led skal gå i karantæne og derfor ikke kan rejse på sin ferie.

Bliver man syg med covid-19, mens man er på ferie i udlandet, dækker Topdanmarks forsikring på samme vis som ved andre sygdomme.

Bliver man ramt af karantæne på grund af coronavirus, dækker rejseforsikringen “rimelige og nødvendige udgifter” til for eksempel kost, logi samt eventuelt en ny hjemrejse, oplyser Topdanmark.

Det gælder desuden også hvis det land, man rejser til, enten er eller bliver rødt eller orange i Udenrigsministeriets rejsevejledning.

Vilkår, regler og betingelser kan dog variere fra forsikringsselskab til forsikringsselskab, og alt efter hvilken pakke man har valgt. Det er derfor altid en god idé at orientere sig i sin egen forsikringspolice.

Mange tror, de bliver smittet i udlandet

At coronavirus er en fast følgesvend, nærmest uanset hvor man rejser hen, understreges af tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Blandt dem der testede positiv for corona i Danmark i sidste uge, formodede 12,5 procent, at de var blevet smittet uden for Danmarks grænser. Det svarer til hver ottende nysmittede.

Tidligere har op mod hver sjette peget på udlandet som det formodede smittested.

Samtidig er der kommet mere gang i flytrafikken denne sommer, end der har været på noget andet tidspunkt siden sidste forår.

I juli er der således i gennemsnit lettet 220 fly om dagen fra Københavns Lufthavn Kastrup, der er landets største.

Da der var travlest sidste sommer, lettede 194 fly på én dag, viser tal fra Danmarks Statistik.

Der er derfor god grund til at være opmærksom på håndhygiejne og afstandskrav, hvis man holder ferie i udlandet.

Tryg oplyser dog til TV 2, at størstedelen af de henvendelser, de får fra folk med coronaspørgsmål, handler om bekymringerne.

Selskabet har således ikke fået ret mange henvendelser fra kunder, der rent faktisk er syge med covid-19 under en udlandsrejse.