Dansk virksomhed er eksploderet på børsen – bliver både sammenlignet med erhvervsgiganter og GameStop

Danske NPinvestor var fem millioner kroner værd for få uger siden. Men nu skal der udstedes to milliarder nye aktier, og kursen er skudt i vejret.

Kan man forvandle 5 millioner kroner til 16 milliarder på aktiemarkedet? Kan man gøre det på én måned?

Siden den lille danske virksomhed NPinvestor kom ind på børsen i starten af 2018, har aktiekursen hovedsageligt gået én vej: Nedad.

Da den samlede værdi af alle aktier i selskabet var størst, var de omkring 100 millioner kroner værd. Men i marts i år var det meste væk, og selv hvis man ejede samtlige NPinvestor-aktier, kunne man kun prale af at være god for cirka 5 millioner kroner.

Vi ser i øjeblikket nogle aktier, der bryder med almindelig logik

Per Hansen, investeringsøkonom ved Nordnet

Men så skete der noget, der har fået både eksperter og erhvervsmedier til at spærre øjnene op: Aktien begyndte at stige. Som en rumraket farede den mod himlen.

På få uger gik prisen på én aktie fra at være omkring 55 øre til onsdag at være 8 kroner.

- Er der sket væsentlige ændringer? Nej

I sig selv er en 14-dobling af prisen på så kort tid nærmest et unikum.

Men samtidig er det svært helt at sætte fingeren på årsagen.

I den seneste årsrapport, der udkom i starten af februar, kunne man læse, at NPinvestor tabte omkring 6 millioner kroner i 2020. Året inden lød tabet på knap 9 millioner, og siden 2016 er det samlede underskud i omegnen af 25 millioner kroner.

- Er der sket nogen væsentlige ændringer, der kan forklare, at værdien er 5-10-15-doblet den seneste måned? Svaret er et klart nej, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.

Faktisk var NPinvestor så meget på vej i graven, at de i en fondsbørsmeddelelse så at sige skrev sig selv ud af ligningen.

Her kunne man i slutningen af februar læse, at NPinvestor var klar til at lade sig blive opslugt af det norske selskab Blockbonds, der måske bedst kan beskrives som en slags udvidet MobilePay for folk uden bankkonti i blandt andet Afrika.

2,3 milliarder nye aktier

Få uger senere indkaldte NPinvestor til en generalforsamling, hvor de uddybede planerne.

Det lille selskab skulle på papiret overtage norske Blockbonds, men det skulle ske ved, at man udstedte en helt enorm mængde nye aktier, som man ville betale aktionærerne i Blockbonds med. Samtidig ville virksomheden skifte navn til Spenn Technology, blev det annonceret.

NPinvestor, Blockbonds og Spenn Technology

  • NPinvestor er en dansk virksomhed, der blev stiftet i 2002, og som beskæftiger sig med investeringsverden.
  • NPinvestor-koncernen driver flere forskelligartede virksomheder i relation til investeringsverden, blandt andet en hjemmeside, der beskrives som Danmarks første internetportal med fokus på de finansielle markeder.
  • Blockbonds er en norsk virksomhed, der blev skabt i 2014. Formålet, skriver Blockbonds selv, er at give bankadgang for dem, der ikke har det i dag.
  • Blockbonds bygger på blockchain, og bliver af norske Finansavisen beskrevet som en slags Vipps for mennesker, der ikke har adgang til en bank. Vipps er en norsk pendant til MobilePay eller en netbank.

Hvor der tidligere var godt 10 millioner NPinvestor-aktier, skulle der nu udstedes i omegnen af 2,3 milliarder nye aktier. På den måde ville man give ejerne af Blockbonds 99 Spenn-aktier for hver eneste aktie de ejede i Blockbonds.

Og det er her, at sagen bliver speget.

Når to virksomheder flytter sammen

Den nye virksomhed, Spenn Technology, bliver nemlig bygget oven på danske NPinvestor, men de nuværende ejere af Blockbonds vil i al væsentlighed eje selskabet.

Konstruktionen kaldes et omvendt opkøb og kan måske beskrives på denne måde:

Danske NPinvestor og norske Blockbonds beslutter sig for at flytte sammen. NPinvestor har en god grund med flot udsigt, men på grunden er der kun et lillebitte skur. Blockbonds flytter ind, river skuret ned og bygger et flot hus, som både NPinvestor og Blockbonds kan bo i.

Du kan godt narre folk på aktiemarkedet, men ikke i al evighed

Per Hansen, investeringsøkonom ved Nordnet

Selvom huset er bygget på NPinvestors adresse, står huset primært i Blockbonds navn. Faktisk er det meningen, at de norske ejere af Blockbonds skal have omkring 99,5 procent af alle aktierne i Spenn, når handlen er afsluttet.

På den måde får Blockbonds deres børsnotering i Danmark, uden at de behøver at gennemgå den lange proces, det er at blive børsnoteret på almindelig vis. Og samtidig får NPinvestor en lille andel af en kage, der gerne skulle være langt større end deres nuværende.

Den manglende logik

På papiret er det en sejr for alle, fortæller Per Hansen fra Nordnet. Men det er det kun, så længe at aktiekursen er så høj, som den er i øjeblikket.

Når kursen begynder at falde, vil dem, der har købt sig dyrt ind i aktien, miste penge, fordi selskabets værdi ikke står målt med aktiernes værdi.

Og det er præcist, hvad der er sket torsdag.

Efter flere dage med enorme stigninger er Spenn-aktien faldet med cirka 30 procent. Torsdag eftermiddag kan én aktie erhverves for cirka 5,5 kroner. Kursen er stadig adskillige gange højere, end den var for en måned siden, men hvis man købte sig ind onsdag, vil man formentligt miste penge på sin investering.

- Du kan godt narre folk på aktiemarkedet, men ikke i al evighed, siger Per Hansen.

Han peger på, at der kan være flere årsager til den seneste måneds enorme kursvækst. Dels lugter det norske selskab, Blockbonds, af blockchain og penge, og det kan give associationer til kryptovaluta, som er noget af det varmeste på investeringsmarkedet i øjeblikket.

Dels avler succes på aktiemarkederne succes i øjeblikket, hvor spekulanter er på udkig efter den næste aktieraket, der kan kaste hurtige penge af sig - ligesom man så med GameStop tilbage i januar. Når kursen er steget med flere hundrede procent, vil nogle automatisk købe aktien for at være en del af festen.

- Vi ser i øjeblikket nogle aktier, der bryder med almindelig logik. Normalt siger man, at en stigning tirsdag ikke er garanti for en stigning onsdag. Men vi ser altså nogle, der investerer på den måde i øjeblikket, siger Per Hansen.

Pengefærgen ville kæntre

Og så er der spørgsmålet om selskabets værdi.

Hvis man ganger den nuværende aktiekurs af Spenn Technology – onsdag lukkede kursen i 7,95 kroner per aktie – med de omtrent 2,3 milliarder nye aktier, der skal udstedes, lander man på en aktieværdi på cirka 18 milliarder kroner.

Hvad er markedsværdi?

  • Markedsværdi dækker over den samlede værdi af alle aktier i et firma. På engelsk kalder man det også for "market cap".
  • Man udregner en virksomheds markedsværdi ved at gange antallet af aktier med den aktuelle aktiekurs.
  • Målt på markedsværdi er Novo Nordisk Danmarks mest værdifulde selskab. Novo har en markedsværdi på cirka 1000 milliarder kroner.

Det er mere end eksempelvis FLSmidth eller Bavarian Nordic, og dét regnestykke var årsagen til, at erhvervsmediet Børsen onsdag sammenlignede Spenn Technology med nogle af landets største virksomheder.

Men man kan dårligt stille det sådan op, mener Per Hansen fra Nordnet.

Prisen på en aktie er nemlig ikke uafhængig af mængden af aktier i omløbet. Hvis der er 200 billetter til en koncert med en stor popstjerne, vil de også koste mere stykket, end hvis der er 200.000, forklarer investeringsøkonomen:

- Hvis aktiekursen bliver på de her 6-8 kroner, indtil nordmændene får deres 2 milliarder aktier, så kommer de til at trykke så hårdt på salgsknappen, at den går i stykker. Færgen ville jo nærmest kæntre, hvis de fysisk skulle sejle alle de penge fra Danmark til Norge.