Penge

Skal du få dine feriepenge udbetalt eller ej? Dette skal du overveje

Bestilte du ikke dine feriepenge i efteråret, kan du bede om at få alle fem uger udbetalt nu.

Egentlig var det meningen, at danskernes indefrosne feriepenge først skulle udbetales, når de gik på pension.

Men som følge af coronakrisen blev det sidste år aftalt, at en del af pengene kunne blive udbetalt før tid – et tilbud, danskerne benyttede sig af i stor stil. I sidste uge nåede Folketinget frem til, at den sidste del af pengene også skal kunne hentes før tid, og onsdag blev det muligt at bestille de indefrosne feriemidler.

For dem, der i efteråret hev tre uger ud, vil det i denne omgang være to uger, der kan blive bestilt. De, der undlod at bestille deres feriepenge i sidste runde, kan omvendt bede om at få alle fem uger udbetalt.

  • Hvis du vil se, omtrent hvor meget de to uger giver for dig, kan du klikke her.
  • Har du alle fem uger til gode, kan du se her, hvad det vil kunne betyde for din pengepung, hvis du får dem udbetalt

Bestil dem, hvis du skylder penge til rockerne

Pengene er blevet kaldt en ”økonomisk bazooka”, fordi der er tale om milliarder af kroner, der i høj grad ventes at gå til øget forbrug. I sidste uge opfordrede overvismand Carl-Johan Dalgaard til, at man fik pengene udbetalt, for at de kunne komme ud i økonomien og yngle.

Men selvom de fleste økonomer vil mene, at det er positivt med et øget forbrug midt i eller på bagkant af coronakrisen, er dilemmaet langt større for den enkelte.

Lader man pengene stå, vil de nemlig vokse i takt med, at LD Fonde investerer dem. Man skal altså ikke tænke mere på det, før man går på pension, hvor pengene bliver udbetalt. Til gengæld er pengene låst indtil da.

Hvis du omvendt beder om at få dine feriepenge udbetalt, får du selv råderet over dem. Flere eksperter peger på, at det kan være særdeles fordelagtigt, hvis man står og mangler pengene.

- Hvis du har rockere, der banker på din dør, så hæv dem nu og få det ud af verden, som Michael Møller, der er professor i finansiering og forsker i økonomi ved CBS, har sagt til Euroinvestor.

Også andre eksperter har brugt joken om rockergæld for at illustrere et scenarie, hvor det nok vil være meget godt at hæve feriepengene.

Men for langt de fleste - uden rockergæld - vil billedet være mere mudret.

Penge til pensionen?

Først og fremmest bør man overveje sin alder, og hvor længe der er til, man går på pension. Venter pensionen lige rundt om hjørnet, er det selvsagt færre år, pengene vil være låst, end hvis man er ung og helt ny på arbejdsmarkedet.

Dernæst kan man kigge på sin nuværende indkomst. Grænsen for, hvornår man skal betale topskat, er i 2021 på 544.800 kroner. Hvis man tjener lige under dette beløb, skal man være opmærksom på, at man vil skulle betale topskat, såfremt feriepengene skubber en over grænsen.

I den forbindelse kan det også være relevant at se frem mod ens pensionstidspunkt. Hvornår på året forventer man at gå på pension? Fordi skatteåret følger kalenderåret, vil det ikke være ligegyldigt, om man får feriepengene udbetalt i januar eller december, når man går på pension.

Nogle vil måske trække pengene ud for at indbetale dem i andre pensionsopsparinger. Gør man det, skal man være opmærksom på, at man – som reglerne er nu – vil blive modregnet i visse ydelser, når man når pensionsalderen.

Man vil ikke blive modregnet, hvis man derimod lader pengene stå.

Hvad vil du bruge pengene på?

Et andet centralt spørgsmål er, om man har brug for pengene her og nu.

Nogle vil måske bruge pengene til at investere, opgradere boligen, betale gæld af eller blot øget forbrug.

Hvis man trækker pengene ud for selv at investere dem, skal man være opmærksom på, at man kan forrente dem bedre eller dårligere end LD Fonde. Ting som risikovillighed og tidshorisont spiller også ind her, ligesom man skal have øje for omkostningerne og beskatningen af investeringer.

Vil man opgradere sin bolig – eller eksempelvis bruge pengene som en del af et indskud til et boligkøb – kan det være en særdeles god forretning, såfremt boligmarkedet stiger. Men falder boligpriserne kan investeringen selvsagt miste værdi.

Har man gæld, og særlig dyr forbrugsgæld, kan det ofte betale sig at få den betalt af eller så langt ned når det kan lade sig gøre. Bruger man sine indefrosne feriepenge på det, skal man dog være opmærksom på, at de selvsagt ikke kommer igen senere.

Det samme gør sig gældende, hvis man bruger dem på at forsøde tilværelsen. Øget forbrug har den fordel, at det vil få de økonomiske tandhjul i resten af samfundet til at køre lidt hurtigere rundt, og det er netop selve formålet med at udbetale de indefrosne feriepenge.

Vælger man derimod at få udbetalt feriepengene uden at have konkrete planer om at bruge dem, skal man være særligt opmærksom på de regler vedrørende negative renter, som ens bank har. I flere banker skal man betale negative renter allerede ved 100.000 kroner.

Hvis du stadig er i tvivl om, hvorvidt du skal få dine feriepenge udbetalt eller ej, har du indtil 31. maj til at beslutte dig.

Hvis du intet foretager dig, vil pengene blive stående hos LD Fonde.