Penge

Årsopgørelsen er på trapperne - her er de vigtigste datoer

Officielt er det først 15. marts, at man kan se sin årsopgørelse. Men typisk bliver der åbnet allerede fredagen inden.

Det er som en meget lille dør, hele Danmark vil ind af samtidig.

Når Skattestyrelsen i midten af marts åbner for, at danskerne kan se, om de skal have penge tilbage, eller om der venter et skattesmæk, opstår der typisk timelang kø.

Officielt kan man tilgå sin årsopgørelse fra mandag 15. marts, men typisk tyvstarter Skattestyrelsen og åbner sluserne allerede fredagen inden. Det er næste fredag, 12. marts.

Men uanset om du skal have penge tilbage, eller om du skylder, er fredag ikke den eneste vigtige dato at holde sig for øje. Nedenfor kan du få overblikket over tidslinjen for årets årsopgørelse.

Og hvis du står klar ved den digitale dør fredag, er du nok ikke alene. De seneste år har Skattestyrelsens køsystem været på arbejde, allerede inden man har kunnet se sin årsopgørelse, men køen vokser typisk voldsomt i de første timer, efter at der er blevet åbnet op.

Sidste år loggede cirka 850.000 borgere således ind for at se deres årsopgørelse i tidsrummet fra fredag eftermiddag, hvor sluserne blev åbnet på klem, til lørdag formiddag. Sidste år blev cirka 1600 borgere lukket ind i minuttet.

Årsopgørelse 2021 - de vigtigste datoer

  1. 2021

    1. Skattestyrelsen modtager information om dig

      Skattestyrelsen modtager oplysninger fra blandt andet arbejdsgivere, pensionsselskaber og banker. I 2019 modtog Skattestyrelsen information fra mere end 200.000 af disse forskellige tredjeparter, som blev brugt til at stykke danskernes årsopgørelse sammen. I alt blev der indberettet mere end 170 millioner unikke oplysninger om danskerne, som Skattestyrelsen brugte til at beregne, om der var blevet betalt for meget eller for lidt i skat i løbet af året.

    2. Skattestyrelsen regner og regner

      Skattestyrelsen samler alle oplysningerne, de har modtaget, og laver folks skatteberegninger.

    3. Det bliver muligt at smugkigge

      Her ventes Skattestyrelsen at åbne sluserne for, at man kan se sin årsopgørelse. Dermed vil hundredetusindevis af danskere blive klogere på, om de har betalt for meget eller for lidt. Typisk er der timelang kø i de første dage. Man kan undgå det ved at forsøge sig i ydertimerne, typisk tidligt om morgenen eller meget sent om aftenen.

    4. Dørene åbner officielt

      Her åbner Skattestyrelsen officielt for, at man kan se sin årsopgørelse. På dette tidspunkt vil der formentligt allerede have været op mod tre millioner danskere inde og se, hvordan deres skatteregnskab ser ud.

    5. Posten kommer til de ikke-digitale

      De danskere, der ikke modtager digital post, vil i løbet af april få tilsendt deres årsopgørelse med posten.

    6. Pengene bliver udbetalt

      Her begynder Skattestyrelsen at udbetale danskernes overskydende skat. Pengene bliver sat ind på ens NemKonto. Sidste år var det i alt mere end 17 milliarder kroner, som danskerne skulle have tilbage i skat. Pengene fordelte sig på cirka 5000 kroner per person, der havde betalt for meget i løbet af året.

    7. Deadline for at rette

      Du kan løbende rette i din årsopgørelse indtil 1. maj, der er deadlinen for årets opgørelse. Det er oplysninger så som kørselsfradrag, håndværkerfradrag og andre fradrag, du selv kan indtaste frem til denne dato. Det er muligt at ændre i ældre årsopgørelser, men i så fald skal du begrunde de ønskede ændringer.

    8. Sidste chance for at betale uden tillæg

      Her er der frist for at indbetale restskat, uden at der tillægges såkaldt procenttillæg i rente. Betaler du din restskat inden 1. juli, skal du ikke betale procenttillægget på 4 procent. Du skal dog betale en rente på 2 procent, der er beregnet fra 1. januar og indtil den dag, du indbetaler pengene. Så hvis du vil minimere dine renteudgifter til Skattestyrelsen, skal eventuel restskat betales hurtigst muligt.

    9. Deadline for særligt skema

      Derudover er 1. juli deadline for at udfylde det såkaldte oplysningsskema. Det var det, der tidligere hed den udvidede selvangivelse. Man har et oplysningsskema, hvis man for eksempel har en mindre virksomhed eller forældreudleje. Oplysningsskemaet kan på nogen måder sammenlignes med årsopgørelsen bare på virksomhedsplan. Har du en større virksomhed, skal der aflægges et separeret regnskab.