Penge

Vi bruger flere penge på vores kæledyr: - Set ud fra et økonomisk perspektiv er det jo ikke en fornuftig udgift

Vi bruger flere penge på at forsikre og forkæle vores kæledyr, end vi har gjort tidligere. Årsagen er formentlig coronakrisen.

Når Mads Laursen Vig kigger på regnestykket, kan han godt se, at det ikke giver meget mening.

Hver måned betaler han 130 kroner for at forsikre familiens huskat, Fiona. For den pris kunne de hurtigt spare op til en ny huskat, hvis der skete Fiona noget.

Alligevel har han ikke tænkt sig at afmelde sygdoms- og ulykkesforsikringen.

- Set ud fra et økonomisk perspektiv er det jo ikke en fornuftig udgift. Det koster ikke ret mange penge at anskaffe en huskat. Men vi forsikrer den glæde, vi har ved hende. Hun er blevet en del af familien, og vi kunne ikke bare skifte hende ud med en anden kat, siger Mads Laursen Vig.

Og han er ikke alene.

Salgskonsulent Mads Laursen Vig betaler 130 kroner om måneden for en forsikring af sin kat, Fiona. Det reddede ham sidste år fra en regning på 18.000 kroner. Han skulle i stedet kun betale egenbetalingen på under 2500 kroner.

90 kroner for en parkeret bekymring

Både Tryg, Topdanmark og Codan, tre af landets største forsikringsselskaber, solgte sidste år markant flere kæledyrsforsikringer, end de havde gjort året inden.

Tidligere var det hovedsageligt hunde og racekatte, kunderne forsikrede, men i dag er syv ud af ti katte, der er forsikret hos Tryg, almindelige huskatte. Det fortæller forsikringsselskabets direktør for pris- og produktudvikling, Thomas Klærke.

- Der er kommet en tendens til, at danskerne fokuserer mere på de bløde værdier, når de forsikrer. Det er her, kæledyrene kommer ind i billedet. De er blevet en vigtig bestanddel af familien og forsikres nærmest på lige fod med andre familiemedlemmer i dag, siger Thomas Klærke.

Men det er ikke kun antallet af kæledyrsforsikringer, der er steget. Antallet af anmeldte skader er også vokset.

Thomas Klærke mener, at det hænger sammen med nedlukningen, der for de fleste har betydet mere tid derhjemme sammen med kæledyrene. Det har givet mulighed for at spotte sygdomstegn tidligere, end man ellers ville have gjort, mener han.

Han fortæller, at den konkrete forsikringspræmie afhænger af dyrets race og hvilken dækningsgrad, ejeren ønsker. Men i gennemsnit koster en katteforsikring cirka 90 kroner.

- Om 90 kroner er mange penge eller ej, er op til den enkelte. Men jeg tror, at mange danskere lige nu søger mod at parkere den økonomiske bekymring, det er, hvis ens kæledyr skulle komme galt afsted. Den bekymring kan de parkere hos os.

En halv milliarder ekstra

Men det er ikke kun på forsikringer, at danskernes udgifter til at have kæledyr er vokset.

Ifølge tal fra Danske Bank bruger danskerne i dag cirka 20 procent mere i kæledyrsforretninger sammenlignet med for et år siden. Det svarer til cirka en halv milliard kroner på et helt år, fortæller Louise Aggerstrøm, der er privatøkonom i Danske Bank.

Stigningen hænger dels sammen med, at mange danskere har usædvanligt mange penge mellem hænderne i øjeblikket, mener hun. Men forklaringen er også i høj grad de nedlukninger af samfundet, der har været siden foråret 2020.

En af de virksomheder, der har nydt godt af danskernes øgede forbrug på deres kæledyr, er BullerBox, der sælger såkaldte forkælelsesbokse til hunde på abonnement. Her så indehaver Sebastian Salinas Frødin omsætningen vokse med omtrent 50 procent i 2020. Han forventer en stigning på cirka 40 procent i år.

Det vil betyde, at BullerBox’ omsætning på bare to år vokser fra 14 til 30 millioner kroner.

- Det her er for de hundeejere, der ser deres hunde som en del af familien. Vi oplever det som en generel stigning, hvor man bare får mere fokus på sine kæledyr, siger Sebastian Salinas Frødin.