Grundskylden stiger - se, hvor meget dyrere din bolig bliver

Grundskyld er en skat, der betales til kommunen. Den vil i gennemsnit stige med 650 kroner i snit i 2021, viser ny analyse.

Der er udsigt til, at den gennemsnitlige boligejers grundskyld vil stige med 650 kroner i 2021.

Det viser en analyse fra Finans Danmark.

Grundskylden er en skat, som grundejere betaler til kommunen. Skatten er beregnet ud fra den offentlige vurdering af grundværdien.

Den gennemsnitlige boligejer vil skulle betale 11.040 kroner i grundskyld næste år. Det er 6,3 procent mere end i år.

Rente- og gebyrfrit lån

Langt de fleste skal dog ikke have flere penge op af lommen af den grund.

Det skyldes, at stigningen i grundskylden fra 2018 er blevet indefrosset som et rente- og gebyrfrit lån hos kommunen, indtil ejerne sælger boligen.

Den model blev vedtaget i 2017 frem til et nyt boligskattesystem træder i kraft. Det ventes at ske i 2024.

- Fra andet halvår 2021 forventes indefrysningsordningen at blive frivillig, siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, i en kommentar.

- Boligejerne vil derfor kunne vælge at indfri deres lån hos kommunen, og efterfølgende løbende betale deres fulde grundskyldsregning, siger hun.

Det er generelt husejerne, som kan se frem til den største stigning. Og også ude i kommunerne er der stor forskel på, hvor meget grundskylden stiger.

De største stigninger står til at komme i Frederiksberg og Rudersdal Kommuner. Her er en stigning på 3310 og 2770 kroner på vej.

- Selv om grundlaget for grundskylden også her kun kan stige med 6,4 procent i 2021, så betaler boligejerne i de kommuner allerede mere end gennemsnittet. Og derfor stiger regningen mere i kroner og øre.

- Det er nemlig de boligejere, der i forvejen betaler mest i grundskyld, der kan risikere den største stigning, siger Ane Arnth Jensen.

I den anden ende af skalaen ligger Morsø og Tønder. Her står grundskylden til at stige med 50 og 120 kroner for en gennemsnitlig husejer.