Penge

Stort prisfald på benzin i Danmark: - Det kan ikke blive ret meget billigere

På kort tid er benzinprisen faldet med mere end to kroner. Og det skyldes ikke kun coronakrisen.

Det ligner et regulært priskollaps.

På få uger er prisen på en liter benzin faldet med mere end to kroner. I øjeblikket har et par af landets største tankstationskæder en vejledende pris på lige omkring eller lige under 9,5 kroner.

Det eneste tidspunkt de seneste fem år, hvor benzinen har været lige så billig, som den er i øjeblikket, var i starten af 2016. Det viser tal fra tankstationskæderne Circle K og Q8, der går tilbage til henholdsvis 2015 og 2017.

Bag den lave pris gemmer der sig afgifter for cirka fem kroner og 80 ører, som ligger fast uanset salgsprisen, og derfor er en pris på omkring seks kroner per liter benzin den absolutte bund, benzin kan sælges til i Danmark.

- Men det vil kræve, at vi tryller olien op fra jorden, producerer benzin og får den ud i vores standere, uden at vores medarbejdere får løn, siger Peter Rasmussen, der er olieekspert ved Circle K. Han mener derfor, at en pris på 7 eller 7,5 kroner per liter er den absolutte bundgrænse.

- Så det kan ikke blive meget billigere, lyder det videre fra Peter Rasmussen.

Samme vurdering kommer fra Per Hansen, der er investeringsøkonom ved Nordnet.

Han fortæller, at lokale priskrige tankstationer imellem typisk skærer omkring en krone af benzinprisen, og derfor er det ikke urealistisk, at prisen nogle steder kan komme ned i nærheden af eller under otte kroner på en liter benzin.

Det svarer til, at man bør bremse en bil, men i stedet har man valgt at trykke på speederen

Per Hansen, investeringsøkonom, Nordnet

Derfor er benzinprisen lav

Der er flere forklaringer på den lave benzinpris, men det starter og slutter ved prisen på råolie, der i øjeblikket er rekordlav. For et år siden kostede en tønde mere end 70 amerikanske dollars, men i øjeblikket forhandles nordsøolie til en pris på 22-23 dollars per tønde.

- Der er en meget direkte sammenhæng mellem prisen på en liter benzin og prisen på en tønde råolie, fordi udgangspunktet for benzin er olie, fortæller Peter Rasmussen fra Circle K.

Den lave oliepris skyldes Ifølge investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen blandt andet den igangværende coronakrise. Den har betydet, at der bruges mindre olie.

Fly bliver på jorden, biler kører mindre, og produktion er mange steder i verden nedsat. Fordi der bruges mindre olie, er efterspørgslen blevet lavere.

Samtidig blev de 14 OPEC-lande, hvis økonomi i høj grad er bundet op på produktionen af olie, uenige med Rusland i starten af måneden.

Det har ført til en priskrig, som særligt Saudi Arabien fører an i. Det har været med til at oversvømme markedet med olie, således at der produceres mere olie, selvom der reelt er brug for mindre.

- Det svarer til, at man bør bremse en bil, men i stedet har man valgt at trykke på speederen, siger Per Hansen.