Penge

Lav inflation har givet danske familier 42.100 kroner mere i lommen

Vi får mere for pengene, når de køber en computer eller en smartphone. Til gengæld betaler vi meget mere i gebyrer til bankerne.

42.100 kroner.

Så meget har en typisk dansk børnefamilie sparet på den lave inflation siden 2013.

Det viser tal fra Danmarks Statistik og beregninger, Arbejdernes Landsbank har lavet for TV 2.

Inflation indikerer prisstigningerne i samfundet. Altså forskellen på, hvad en dansker eksempelvis skal betale for en liter mælk i dag mod, hvad man skulle betale for et år siden.

Og det er ret usædvanligt, at inflationen er så lav så længe, fortæller økonom i Arbejdernes Landsbank Anders Christian Overvad.

- Hvis vi bare kigger tilbage til nullerne, var inflationen over dobbelt så højt i gennemsnit, ligesom den også var ret høj i 90’erne, siger han.

Økonomisk teori siger, at inflationen skal være tæt på og gerne under to procent om året. Og når inflationen de seneste år har ligget på omkring 0,5 procent, betragtes det som meget lavt.

Flere ting er skyld i, at priserne ikke stiger så meget, forklarer Anders Christian Overvad.

- Men det er især lave priser på energi, fødevarer og husleje, der gør, at danskerne har flere penge mellem hænderne, lyder det.

Disse varer er blevet billigere

Derudover har priserne på elektronik og tøj været faldende under hele opsvinget.

Det skyldes dels øget konkurrence blandt forhandlerne, hvor priserne især presses nedad på grund af nethandel og hyppigere udsalg.

Og dels at forbedret kvalitet indenfor computere og mobiltelefoner, generelt set, betyder, at forbrugerne får mere for pengene.

Til gengæld skal danskerne lægge flere penge på disken, når de vil i biografen, teateret eller nyde godt af andre kulturprodukter. Her er priserne nemlig steget.

Det samme gælder for bankgebyrer.

Og dem, der holder af at tage på charterferie, har også oplevet nogle gevaldige prishop. Flyrejser til udlandet er derimod blevet billigere, hvor inflationen i gennemsnit er faldet 8,3 procent.

Prisstigninger venter forude

Arbejdernes Landsbank vurderer dog, at priserne herhjemme vil stige en smule fra næste år.

- Fordi lønningerne i Danmark er på vej op. Og når virksomhederne opdager, at deres omkostninger stiger, sætter de priserne op, siger Anders Christian Overvad.

Derudover vurderer Arbejdernes Landsbank også, at de nye afgifter på tobak, som Regeringen har varslet, også vil give den generelle inflation et løft opad.

Rigets sunde økonomiske tilstand betyder dog, at danskerne ikke skal bekymre sig for meget om kommende prisstigninger, lyder det fra økonomen.

- En dansk familie vil opleve, at varerne bliver dyrere. Men de vil også opleve, at de med den økonomiske fremgang har udsigt til lønstigninger, og dermed får flere penge mellem hænderne, siger Anders Christian Overvad.