Danskernes afdrag sætter rekord

Tidligere var størstedelen af danskernes realkreditlån uden afdrag - men sådan er det ikke længere.

Danske boligejere afdrager på deres lån som aldrig før.

Det viser nye tal fra interesseorganisationen Finans Danmark.

På årets første seks måneder er der således blevet afdraget 18,6 milliarder kroner på danske realkreditlån. Det er mere end på samme tidspunkt sidste år, hvor der ellers blev slået rekord.

Der er også allerede blevet afdraget mere, end danskerne gjorde i hele 2008 og hele 2009.

Lave renter og konverteringsbølge

Ifølge Jeppe Juul Borre, chefanalytiker i Totalkredit, er der flere årsager til, at danskernes afdrag er rekordstore i disse måneder.

Han fremhæver, at renteniveauet for tiden er historisk lavt.

I løbet af foråret og sommeren er der blevet sat renterekorder gang på gang. Senest i starten af juni, hvor flere af landets største realkreditinstitutter åbnede for et 30-årligt realkreditlån med ti års afdragsfrihed til bare én procent i rente.

Det har ført til, at mange boligejere har omlagt deres lån for at få en lavere rente.

- Det ene er, at de ekstremt lave renter giver incitament til at vælge lån med afdrag i stedet for afdragsfrie lån. Det andet er, at kernen i den danske realkredit er, at når renten falder, så stiger afdraget. Både som andel af ydelsen, men også i kroner og øre, siger Jeppe Juul Borre.

Realkreditlån - kort fortalt

  • Et realkreditlån er en lånetype, man kan bruge til at købe fast ejendom. Mod at låne pengene stiller man sit hus, lejlighed eller sommerhus som pant.
  • I modsætning til lån i banken har et realkreditlån en direkte sammenhæng til obligationer. Udbud og efterspørgsel på de finansielle markeder afgør, hvor meget det koster at låne.
  • Hvis der er et stort udbud af realkreditobligationer, stiger kursen – det, som det koster at låne pengene – og renten falder.
  • Et realkreditlån kan maksimalt udgøre 80 procent af det samlede købsbeløb i fast ejendom.

Krisen sidder i os

Derudover skal stigningen i danskernes afdrag ses i lyset af, at vores samlede realkreditgæld i disse år er rekordhøj.

I løbet af de første seks måneder i 2016 er danskernes samlede realkreditlån steget med 23 milliarder kroner, hvilket svarer til en stigning på 1,4 procent.

I forvejen er danskerne ét af verdens mest forgældede folkefærd i forhold til disponibel indkomst.

- Afdrag er opsparing i boligen. Men når det er sagt, er vores opsparingskvote ret høj i øjeblikket. Vi forbruger ikke ret meget af vores indkomst. Sammenlignet med årene op til finanskrisen sparer vi ekstremt meget op. Krisen sidder stadigvæk i os, siger Jeppe Juul Borre.