BLOG: Derfor mindes vi Finn Nørgaard og Dan Uzan

BLOG: Pia Kjærsgaard (O) mener det er vigtigt, vi husker at minde ofrene fra terrorangrebene på Krudttønden og synagogen i Krystalgade.

Det skete den 14. og 15. februar for fire år siden. Terrorangrebet på Krudttønden, hvor blandt andet tegneren Lars Wilks var inviteret til at tale, og attentatet foran synagogen i Krystalgade. Begge steder måtte et menneske ofre livet. I Krudttønden var det Finn Nørgaard, som deltog i arrangementet og foran synagogen Dan Uzan, som holdt vagt i forbindelse med en konfirmationsfest i synagogens lokaler.

Gerningsmanden var den 22-årige kriminelle islamist Omar el-Hussein, og i modsætning til, hvad man formodede lige efter drabene, kom det sidste år på baggrund af hidtil hemmeligholdte oplysninger frem, at han havde planlagt handlingen i et stykke tid. F.eks. havde han forsøgt at leje sig ind i lokaler overfor Krudttønden på Østerbro. Det gør blot det hele endnu mere uhyggeligt.

Folketinget valgte i maj 2016 at tildele Folketingets Hæderspris til de to komplet uskyldige ofre, Finn Nørgaard og Dan Uzan, og der blev opsat mindeplader i Folketingets vandrehal. I forbindelse med overrækkelsen af hædersprisen udtalte jeg dengang, at vi bestemt ikke håber at skulle uddele denne pris igen. Vi har ikke lyst til at sætte flere mindeplader op på søjlen.

Men det er vigtigt, at vi mindes ofrene for terrorangrebet. Det er vigtigt, at vi husker, at der findes onde kræfter, der hader vores samfund og demokrati – og som ikke går af vejen for at dræbe uskyldige mennesker for at opnå deres mål. Drab på uskyldige mennesker er nemlig præcis, hvad terrorisme går ud på.

I de seneste år har adskillige steder i Europa og verden været udsat for islamistisk terrorisme. Alle steder mindes man ofrene. En far, en datter, en ægtefælle eller en mor. Med Finn Nørgaard og Dan Uzan blev der sat ansigt på nogle af disse ofre, der ikke blot må ende som et tal i en statistik. Men som skal mindes som mennesker af kød og blod. Derfor hænger deres navne nu på søjlen i Vandrehallen.