Penge

Lån & Spar Bank får en stribe påbud af Finanstilsynet

(ARKIV) John Christiansen er administerende direktør i Lån & Spar Bank.

Finanstilsynet har bedt Lån & Spar om at udbygge og overholde sin egen kreditpolitik.

Finanstilsynet har givet en række påbud til Lån & Spar Bank, der blandt andet skal blive bedre til at vurdere risici hos kunder og overholde sin egen politik for at give lån.

Det oplyser Finanstilsynet efter at have været på inspektion i banken i oktober og november sidste år, hvor en stikprøve at bankens udlån er gennemgået.

Høj vækst

Lån & Spar har de seneste år været særdeles flittig til at vokse og har haft næsten dobbelt så høj vækst i sine udlån som sammenlignelige banker.

Finanstilsynet slår ned på, at mere end halvdelen af alle nye udlån var til privatkunder, som viste svaghedstegn.

Det var væsentligt mere, end Lån & Spar selv har oplyst til Finanstilsynet.

Banken har fået påbud om at analysere risiciene samt give korrekt information til myndighederne.

Ikke forsigtige nok

Finanstilsynet har desuden lagt mærke til, at banken i forbindelse med boliglån til kunder i større byer ofte ser bort fra tilsynets anbefalinger om forsigtighed i kreditvurderingen af kunder.

Lån & Spar har desuden fået at vide, at den skal udbygge og præcisere sin kreditpolitik.

Det skal blandt andet sikre, at bestyrelsen bliver orienteret, hvis den bliver overskredet.

Derudover er det kun i mindre omfang, at erhvervskunder skal lægge pant i forbindelse med lån, hvilket ellers er en bestemmelse i kreditpolitikken.

Finanstilsynets stikprøve bestod af 226 udlån. Det svarer til 4,4 procent af Lån & Spars samlede udlån.