Penge

Begår du også denne fejl, når du betaler med kort på ferien?

Udover pas, solcreme og en god bog skal du også gerne tage et ekstra betalingskort med, når du rejser ud i verden.

Ifølge en undersøgelse fra Epinion var danskerne på ikke færre end 8,1 millioner ferierejser i 2017, og en undersøgelse, Yougov har foretaget på vegne af Nordea, viser, at en husstand i gennemsnit vil bruge 14.830 kroner på ferien i år.

Når der skal betales for de mange fornøjelser, eksempelvis for en middag på en restaurant, og man vælger at betale med betalingskort, kommer spørgsmålet:

- Ønsker de at betale i kroner eller i lokal valuta?

Her skal du altid vælge lokal valuta, lyder det samstemmende fra Troels Holmberg, seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk, og Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea. En lokal valuta vil sige den valuta, man bruger i det land, du besøger.

- Jeg har aldrig set, at det skulle være billigere at betale med danske kroner i udlandet, siger Troels Holmberg.

Kan lægge op til 10 procent oveni prisen

Du skal derfor altid vælge lokal valuta. Både når du skal betale ved kasseapparatet i en butik og på restauranter, og når du skal hæve penge i en automat.

At det er billigere, skyldes, at når du betaler i lokal valuta, bliver det omvekslet til den kurs, du har aftalt med din bank.

- Hvorimod, at hvis du betaler i danske kroner, sker omvekslingen til en kurs, som forretningen eller dem, som ejer hæveautomaten, har bestemt, forklarer Troels Holmberg.

Seniorøkonomen tilføjer, at han har set tilfælde, hvor der er lagt helt op til 10 procent oveni prisen.

Det er især unge, som ikke er klar over, at de skal vælge lokal valuta, når de betaler med betalingskort. Det viser en af Nordeas undersøgelser, fortæller Ann Lehmann Erichsen.

Dyrt at hæve

Der bliver lagt to slags gebyrer på dit betalingskort, når du bruger det i udlandet.

Et valutakurstillæg, som er et gebyr, der er bygget ind i den vekselkurs, der bliver brugt. Altså, den pris, du betaler til din bank, hver gang du slynger kortet gennem en terminal.

Valutakurstillægget ligger typisk på 1,5 procent indenfor Europa og omkring to procent i resten af verden. Satserne kan variere fra bank til bank og fra kort til kort.

Hævegebyret er det, du betaler, hver gang du hæver penge i en automat. For Visa/Dankort er det typisk 30 kroner per gang. For kreditkort, såsom Mastercard, er det 50 kroner.

Det er altså dyrt konstant at hæve penge, så derfor anbefaler Troels Holmberg, at du hæver penge så lidt som muligt.

Vil du alligevel gerne have nogle kontanter på dig, bør du, ifølge Ann Lehmann Erichsen, hæve det maksimale beløb.

På et Visa/Dankort kan du maksimalt hæve 2000 kroner om dagen. For Mastercard er det maksimalt 6000 kroner om dagen.

Sådan bliver du pengeklar til ferien

  1. Tag to kort med

    Tommelfingerreglen er, at Visa/Dankort altid vil være den billigste løsning, uanset hvilken bank man har, forklarer Troels Holmberg. Ikke mindst fordi kreditkortene typisk har de dårligste kurser.

    Ann Lehmann Erichsen vil alligevel anbefale, at du tager både et Visa/Dankort og et Mastercard med på ferien.

    For det første kan du risikere, at det ene kort bliver afvist i en hæveautomat, men hvor du så kan hæve med det andet.

    For det andet kan du også komme ud for, at nogle servicevirksomheder, især biludlejningsfirmaer, siger nej tak til Visa/Dankort, men som regel tager imod Mastercard. 

    Herudover har Visa/Dankortet også en grænse for, hvor meget du kan hæve på det. Den er på 25.000 kroner per løbende 30 dage. Også selvom du har flere penge stående på din konto.

    Ved at have Mastercard med har man derfor et reservekort, forklarer Ann Lehmann Erichsen. Og her ligger det maksimale beløb mellem 40.000 og 150.000 kroner per løbende 30 dage samt 10-40 dages rentefri kredit.

  2. Læs op på, hvad du kan bruge Visa/Dankortet til

    Når man rejser, er det Visa-delen, der træder i kraft, mens det hjemme i Danmark er Dankort-delen, vi bruger.

    Det betyder, at Visa/Dankortet kan mindre og har færre fordele i udlandet.

    Derfor råder Ann Lehmann Erichsen til, at man læser op på, hvad ens Visa/Dankort kan bruges til på ferien.

  3. Undgå vekselkontorerne

    Langt de fleste ved, at man ikke skal veksle penge af de folk, som står og tilbyder det på gaden. Det skyldes først og fremmest, at de ikke er til at stole på, og at de er meget dyre at bruge.

    Men vekselkontorerne er typisk også for dyre. Dem skal du derfor helst undgå.

    Hæv hellere nogle euro eller dollars i Danmark. Løber du tør for dem, så hæv nogle flere i en hæveautomat.

  4. Bliver dit kort stjålet, skal det straks spærres

    Er du uheldig og mister dit betalingskort, kan du først og fremmest ringe til bankens kort-stop-telefonnummer.

    Det er derfor en god idé at få det nummer kodet ind i mobilen og skrevet det ned på et stykke papir, som du opbevarer et sted, der ikke er dér, hvor du har dine betalingskort. Eksempelvis din kuffert eller i toilettasken.

    Inden du tager afsted, kan du tjekke, om dit kort kan spærres via din mobilbank, da det er det nemmeste.

    Kort kan ikke spærres med en e-mail.

Kilde: Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.