Det startede som en internetjoke om en hund - nu er Dogecoin milliarder værd

Dogecoin er steget voldsomt i værdi og er en altcoin lidt ligesom en bitcoin - men så alligevel ikke. Forvirret? Læs med her.
Den blev skabt som en parodi og navngivet efter en internetjoke – en såkaldt meme – om en dum hund. Nu er den milliarder værd.
Dogecoin, der blev skabt i 2013, er en kryptovaluta i samme boldgade som bitcoin og har her i det nye år en markedsværdi på over 7,2 milliarder danske kroner. Dogecoin steg nemlig med 400 procent i værdi i december, skriver CNBC.
Den voldsomme kursstigning får skaberen af kryptovalutaen Jackson Palmer til at udtrykke bekymring for markedet og fremhæver, at kursstigningen er bemærkelsesværdig set i lyset af, at projektet ikke har frigivet en softwareopdatering i over to år, siger han til hjemmesiden for kryptovaluta CoinDesk.
Folk vil have billige altcoins og ikke dyre bitcoins
Den samlede værdi af kryptovalutaer er over 4600 milliarder danske kroner, og den mest kendte, bitcoin, dominerer næsten 40 procent af markedet.
Årsagen til, at andre kryptovalutaer end bitcoins – såkaldte altcoins – stiger så eksplosivt, skyldes ifølge Dave Chapman, der er administrerende direktør i handelshuset Octagon Strategy med base i Hongkong, at man får mere får pengene:
- De to mest kendte kryptovalutaer (bitcoin og ethereum, der var de to første på markedet, red.) betragtes som for dyre for nye aktører på markedet.
Han giver som eksempel, at man kan købe 2000 ripple, som er en anden kryptovaluta, til cirka 37.000 kroner, mens man kun kan købe en halv bitcoin til samme pris. Dermed spiller psykologiske barrierer også en rolle, siger Dave Chapman.
Og vinderen er...
Skaberne af dogecoin positionerede den virtuelle mønt som en internetvaluta, der giver brugerne mulighed for med lethed at overføre online. En dogecoin kan købes for 0,06 danske kroner, men på trods af den voldsomme stigning ligger den ifølge mediet Quartz ikke på top 10 over de 10 kryptovalutaer, der klarede sig bedst i 2017.
Den største vinder var ripple, som er et nyt betalingssystem for banker. Det steg med mere end 35.000 procent, mens bitcoins, der steg med 1000 procent i 2017, kom ind på en 14. plads.
Flere altcoins slår sig selv op på, at de kan løse bestemte udfordringer, som vi oplever i vores hverdag, som det for eksempel er tilfældet med dogecoin. Problemer, hvor det ville være en fordel at have vores data eller handlinger gemt i en blockchain.